Mads Hestbech

Alt i alt...

2011-01-05T22:29:00.002+01:00

Jeg har tidligere skrevet om nytårsforsæt.

Noget andet man også gør ved årsskiftet, er at gøre status over det forgangne år. Som en bonus tildeler jeg + og -.

Mit 2010 var noget af en oplevelse, på godt og ondt.

I begyndelsen af året fik jeg en kæreste, men det gik i vasken igen. Når jeg ser tilbage på det, var det helt sikker for det bedste, det ændrer dog ikke på følelsen når man står i det. Jeg tildeler derfor et -

Afrikas land rejste jeg også til. Det var en fantastisk tur, som jeg nemt kan drømme mig tilbage til, når sneen dækker værelsets ruder, og temperaturen falder til pisse koldt. Ikke at jeg har intentioner om at tage tilbage dertil dog, der er mange andre steder der trækker. Jeg tildeler et +

Sommeren tror jeg nok var sjov... Jeg husker ikke så meget af den... Jeg tildeler et +.

Så stoppede min tid i forsvaret, jeg flyttede til Aarhus (som det jo staves nu) og begyndte på journalisthøjskolen.

Forsvaret savner jeg ikke, kun pengene. Så jeg kan hverken tildele + eller - eftersom jeg havde beholdt jobbet, hvis det ikke var pga. skolen.

At flytte til Aarhus skulle vise sig at blive et klart plus, men som udgangspunkt ville jeg være blevet i kbh, hvis jeg kunne. Jeg var ikke negativt indstillet over for at flytte, men det var heller ikke fordi jeg glædede mig som et lille barn. Det er igen svært at tildele + og -.

Jeg begyndte på DJH, et studie jeg langt fra er vild med hele tiden, men som jeg grundlæggende og generelt tror på, og som jeg er glad for at gå på. Helt sikkert et +.

Så fik jeg også en kæreste, som jeg stadig har, og som jeg elsker lidt mere dag for dag. Vores forhold er ikke altid en "dans på roser", hvis man kan sige sådan... Men hvilke forhold er det? Og lige meget hvad, så har jeg aldrig været i tvivl om at det er hende jeg vil have. Guderne skal vide at jeg ingen ekspert er i parforhold, men jeg forsøger at lære det. Min største forhåbning for 2011, er at hun også går ind i 2012 med mig. Et klart +.

Alt i alt 4 +'er og 1 -, og et par "hverken/eller". Så det kan jeg kun være tilfreds med.

Det var dagens crap, vi ses derude.

Diverse crap.

2010-12-26T21:43:00.003+01:00

Jeg har sat mig for at skrive et digt. Det rimer ikke særlig godt.

Bertel, Bertel! Du er så vred

Du skulle ha' spist din grød - havde gjort dig glad

Journalisten lavede et spin, gjorde ej som doktoren sagde

Skriv et brev, sladr til de voksne - de andre børn vil snage.

Carsten, Carsten! Hold nu en tale

Lad lyset ramme de mørke medier - hør forfatterhanen gale

Vi drukner i ligegyldig snak, lad folk info til at forstå

At så længe du har en mening, er der nok penge at få

Pia, Pia! Jeg har slået en spare

Gir' det nok point? Det skal jo være fair

Du skal bare kunne dansk, være professor og læge

Ham der er kun krigsfange, han skal sgu tilbage

... Jeg ville egenlig have skrevet flere vers, men jeg kunne ikke lige komme på mere.

Jul i Bagsværd og nytårsforsæt

2010-12-23T14:29:00.003+01:00

Togkaos og redningsbusserne undgik jeg det værste af. Forsinkelse og ståplads var det eneste jeg skulle leve med, og det gør jeg gerne.

Nu sidder jeg her i Bagværd, på min morfars gamle kontor. Udenfor sner det, og hvis det ikke var for den stadig bladklædte hæk, ville jeg have udsigt over en langt fra ryddet hovedgade. Men hvorfor skulle man også rydde den, sneen kommer jo alligevel tilbage...

Jeg forsøger at få hul på de anmeldelser jeg burde have lavet for længst. Det er slet ikke i orden, at skoleopgaverne fylder så meget, at jeg ikke føler jeg har tid til at skrive for Undertoner - De ting jeg skriver for dem, bliver jo rent faktisk læst af andre mennesker. Jeg har aldrig gjort mig i nytårsforsæt, men måske skulle man prøve...

Så kan jeg også smide det der med at lære kommaer ind, for det kan jeg åbenbart slet ikke... Jeg dumpede i hvert fald prøven på journalisthøjskolen, så jeg skal op igen om et halvt års tid... Nu var det heller ikke fordi jeg havde gjort synderligt meget for at lære det. Så ved man det.

Andre idéer til nytårsforsæt? Skriv endelig...

Tilfældig overskrift

2010-12-05T23:21:00.002+01:00

Min cykel punkterer hele tiden her i Aarhus. Jeg lapper selv min cykel, det har jeg egenlig altid gjort. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvor mange opløsende dampe jeg har indåndet gennem tiden. Cykelhandlerne skal jo have et regulært industriudsugningsanlæg for at måtte åbne en tube solution. Jeg lærte det i kælderen som lille. Nåja, og så af min sløjdlærer i folkeskolen.

Min kæreste finder det morsomt at sige, at jeg skulle være "under tøflen". Umiddelbart er det jo en skidt ting, det lader der i hvert fald til at være en konsensus omkring. Der kan måske være noget om det, og så alligevel ikke. Selvransagning er noget jeg gør mig meget i, så jeg vil prøve at formulere min opfattelse af begrebet.

Udtrykket indebærer for det første at man ligger under for nogen. Det gør jeg ikke. Jeg følger ikke ordrer, og jeg handler ikke mod min egen vilje. Men jeg er et meget fleksibelt menneske, og jeg vil altid gøre hvad jeg kan for dem jeg elsker. Mit udgangspunkt når jeg bliver bedt om noget, vil altid være at gøre det, med mindre jeg ser en grund til at lade være. Eller sagt med andre ord: Jeg vil hellere betegnes som en person der er "under tøflen", end være en person der er trodsig for at være trodsig. Jeg tager ikke opvasken fordi jeg får besked på det, jeg gør det fordi jeg magter det, og fordi jeg håber det vil gøre personen glad.

En anden forståelse kan være den, at alle omgivelser bliver negliceret til fordel for den person man er "under tøflen" af (på?!). Igen ser jeg ikke mig selv i den rolle. Jeg ér sammen med min kæreste så ofte som muligt, men det er af den simple grund, at jeg betragter hende som det bedste selskab, og hvem vil ikke hellere være sammen med sin "bedre halvdel" end sidde for sig selv?

Dette handler selvfølgelig også om noget så simpelt som kontakt og nærvær. Jeg ér ham der gerne vil nusses i håret, ham der holder om pigen når vi sover og ham der masserer hende i en time. Og jeg nyder hvert et sekund af det.

"Under tøflen" eller ej... Hvad jeg prøver at sige er vel bare, at så længe jég har det godt med det, så kan jeg ikke se problemet.

Desuden kan man være under langt værre ting end tøfler.

Et øjebliks alvor

2010-11-21T13:55:00.002+01:00

Jeg har sagt det mange gange, men det er stadig vigtigt for mig at påpege hvornår jeg kommer med sure opstød, og hvornår jeg er mere alvorlig... Denne gang bliver det alvorligt og personligt, sikke noget.

Det kommer nok ikke som en overraskelse, at det handler om min rejse ind i romantikkens univers. Og det er heller ikke nogen hemmelighed, at min kæreste læser det her, hvilket gør det til et unikt rum for mig at skrive i. For jeg skriver til hende, og til alle andre. En middelvej mellem det private og offentlige skal findes. Det er jo ikke alt der skal udstilles.

Bloggen handler om mig, og jeg har efterhånden fået den nok ind under huden, til den fungerer som et godt selvransagende værktøj, jeg får gode ord på mig selv.

Jamen hvad vil du så skrive lidt om? Spørger jeg mig selv.
At give op. På en fuldkommen fantastisk måde, jeg er hundrede procent bevidst om hvornår den sidste barriere er brudt ned. Det kræver blot jeg får sat ord på følelser der allerede er der. Det er ulempen ved at være typen der har en frygt for at give sig hen til andre: Det kræver også meget af mig, selvom jeg gerne vil.

Men jeg ved det kommer, det er der allerede... Og det er helt fantastisk.

Se mig mor!

2010-11-17T11:24:00.002+01:00

Der er sgu flere der læser det her gøgl end jeg havde regnet med! Frækt! Det betyder at en eller anden person derude måske kan finde på at konfrontere mig med indholdet... Spænding i hverdagen, det er hvad der skal til.

Lad os hæve indsatsen, og blive lidt bitre! Lad os se om det sælger!

Jeg er fandeme træt af folk der går op i ting, bare for at gå op i dem! "Hey, se mig! Jeg har lige købt en firs meter bred granit LP med hvalsang og dværgejodlen"... Ok, tillykke bassefar! Hvor i processen tabte du tråden? Sådan, den generelle tråd.

Det var bare noget jeg tænkte på... Jeg kan næsten regne ud, at flere der læser herinde må være journaliststuderende, så lad mig gå efter dem (os) også... Lad mig se om jeg kan koge pisset.

"Hej! Jeg vil gerne arbejde på medier, måske have lidt make-up på og være den nye vært på morgentv. Så kan jeg interviewe kvinder med voldelige mænd, Nikolaj Kirk og hende der har bagt verdens største tudekiks! Alt sammen blandet med Peter Tanevs pisse fede humor! Se mig! Jeg har kant og charme, og jeg kan finde ud af ikke at sige "pis" på live tv."

"Hej for dig, og hej for mig, hej for..." Så tag for lige og spids blyanten og lav noget brugbart, eller morsomt, eller interessant! Men lad os da for guds skyld holde op med at sluge alting råt! Jeg har en meget nem måde at sige det på... Jeg har ingen idoler, jeg holder mig til mig selv.

Gud fri mig hvor er jeg træt af ligegyldigt ævl. Paradoksalt, fordi jeg selv producerer voldsomt meget af det... Sådan er livet vel.

Men altså, lad os lige spole tilbage til der hvor det gik galt... Jeg ved ikke præcis hvor, men et eller andet sted i vores historie, blev det vedtaget at prutter var dårlig humor og linje 3 er folkeeje. Og selvom deres eskapader er til at lukke op og skide i, betyder det ikke at lugten gør jeg vender mig om og brækker mig af grin.

Pointen er måske, ligesom i "Live fra Bremen", rimelig letkøbt, det ved jeg. Men nu har jeg i det mindste fået lov til at rante lidt... Og dét er ikke at kimse af.

Folk der kender mig godt, ved at jeg er glimrende humør lige nu.

Vær lidt glad, vær lidt vred... Det er to sider af samme sag.

Solnedgang og højt til loftet

2010-11-16T16:21:00.003+01:00

Jeg har over 6 meter til loftet på det højeste sted. Der er vinduer i toppen, og er det skyfrit kan man se en stjerne eller to. Jeg har placeret min seng under vinduerne, i et hjørne. Når det regner kraftigt, drypper vandet ned i det modsatte hjørne, der hvor døren er. For enden af den lange skråvæg, der i virkeligheden er taget, går tre vinduer på tværs af rummet. De vender ud mod en mose. De vender præcis sådan, at jeg ikke kan se solnedgangen, kun farvespillet i skyerne bag de krogede, nøgne grene.

Det er et godt rum. Jeg tror mange vil finde det koldt, måske lidt som en katedral, det synes jeg er fedt. Man går glip af meget, hvis man ikke vil bo et sted hvor det drypper i hjørnerne.

Hvorfor beskrivelsen af rummet? Fordi rummet udtrykker den ro der efterhånden hersker i mig. Jeg satte mig foran tasterne, noget jeg ikke gør så ofte herinde, og ville have nogle tanker på skrift. Selvfølgelig kunne jeg have plapret noget lige gyldigt ævl ud, som jeg f.eks. gjorde i går, men det ville bare være tidsfordriv. Så jeg besluttede mig for at skrive om det umiddelbart vigtige. Det blev mit rum.

Jeg fandt ud af, at man kan se hvor mange der læser herinde. Resultatet blev, at der åbenbart er et par stykker der kigger herinde, tak for det. Som sagt har det aldrig været målet at blive læst, hvis jeg ville det skulle jeg bare provokere lidt mere, eller fortæller historier der er mere interessante for andre. Men jeg sætter selvfølgelig pris på, at nogle gider kigge forbi... Hvis jeg keder mig en dag, kan det være jeg skal forsøge at se i hvor høj grad jeg kan promovere bloggen. Så kan det være jeg får brug for din hjælp.

Så galt står det dog ikke til endnu, medieliderligheden har ikke overtaget, og jeg har alligevel ikke noget nyt at sige. Måske bør jeg oprette den brevkasse jeg talte om i går, bare for forsøgets skyld... Skriv hvis du vil være med!

Ellers er jeg lidt tom... Send mig en mail, hvis der er noget der er værd at skrive om, inspiration skal man aldrig sige nej til.

Og nu til en forelæsning

2010-11-15T12:43:00.002+01:00

Jeg har mediejura.

Altså, lige nu. Jeg sidder i Frøberts auditorium på Danmarks medie- og journalisthøjskole og hører på Oluf Jørgensen tale om straf, han har lige sagt ordet "børnepornografi," jeg burde måske høre mere efter... Sådan er der så meget.

Jeg bringer nu en liste over ting jeg ikke helt forstår.

1. Hvorfor laver man fastmonterede borde, der sidder lige akkurat så langt væk, at foroverbøjet arbejdsstilling er for tæt på, og tilbagelænet er for langt.

2. Bør det ikke hedde tomat i makrel, når man køber lavbudgetsdåserne?

3. Hvorfor punkterer min cykel hver anden uge her i Århus?

4. Jeg skriver for lidt herinde, måske bør jeg lave bloggen om til en brevkasse? - Notér ideen.

5. Hvad skal brevkassen handle om? Lav en brevkasse der tager emnet op.

6. Hvorfor er banankage en så overset kage?

Jeg forestiller mig, at listen fortsætter... Måske kommer del 2.

Dybdecruiser til beatet

2010-10-31T16:52:00.002+01:00

Hovedet nikker og beatet kører. Jeg vader rundt i lejligheden, et spil mellem ustegte bacontern og lektielæsning, har været sammen med min kæreste siden fredag eftermiddag. Når først jeg har åbnet mig, lukker jeg ikke igen... Så fik man lagt sig hjerte i en andens hænder igen, så kan man kun håbe hun passer på det.

Det er et ustoppeligt flow, og jeg ruller med... For bange for at miste, for opslugt til ikke at ville have mere. Pladderromantik - det er benzin på motoren, og ikke pladder. Følelsen er altoverskyggende. Nogle kalder den skræmmende, det ved jeg ikke, den er ustyrlig, som en omvendt fobi.

Det er en interessant observation, adskillelsen skaber bevidsthed, samværet skaber mening. Sagt med andre ord: Det er når jeg er væk fra hende, jeg forstår jeg vil være sammen med hende. Selvfølgelig håber jeg hun har det på samme måde.

Jeg kan ikke sætte ord på det, ikke gode ord. I sidste ende kan det koges ned til en enkelthed.

Jeg vil det her.

Skriv noget om mig!

2010-10-25T00:41:00.003+02:00

Det sagde hun til mig.

Eftersom jeg er guds gave til kvinden, vil jeg følge befalingen.

Og så alligevel ikke, for verden kredser om mig, og det mest interessante fokuspunkt må derfor være undertegnede. Kan man være egoist i en verden man selv styrer? Hmm... Den må vente til en anden gang.

Jeg har fået en kæreste. Hurra! Eller... "Fået" er jo så meget sagt, jeg har nok mere fundet hende. Vundet hende hvis hun selv skulle sige de. Det ville til dels være korrekt at sige "købt", men det er en helt anden historie, som man kan sidde og gætte sig til.

Det var svært i starten, meget svært. Og det er det måske til dels endnu. Jeg skal vænne mig til det. Jeg er så smart indrettet, at når jeg er single har jeg for meget "frihed", og når jeg ikke er, er jeg bange for at miste den. På trods af der absolut ikke bliver lagt bånd på mig. En ganske irrationel tanke, og jeg har efterhånden lært at håndtere den.

Jeg mister behovet for teksten. Det er et godt tegn. Som jeg altid har sagt, så skriver jeg kun det her for mig egen skyld. Jeg nægter at skrive for at skrive, hvis det er et behov for at blive set jeg skal have stillet, stiller jeg mig ned på strøget og råber. Jeg har svært ved at selviscenesætte mig, jeg er bare generelt lommedybsindig.

Melankoli er et negativt ladet ord, sådan har jeg aldrig set det... Morsomt. Jeg ved ikke hvorfor det er vigtigt, men det tror jeg det er.

Er jeg glad? Selvfølgelig! Følelsen af at savne en person efter ganske kort tid, er unikt betagende og samtidig forfærdelig distraherende. Uh, det er så dybt.

Hun er fra jylland. Jeg bor i jylland. Det passer meget godt, endnu.

Så rykker vi MoFo

2010-10-03T22:23:00.003+02:00

Det er et regulært opdateringshelvede vi befinder os i.

Jeg går ud fra helvede er tomt og stille, vi er jo alle helgener.

Desuden tror jeg ikke på helvede, så på den måde giver sætningen ikke mening.

Jeg er træt af min sovepose og min luftmadras. Min ryg har efterhånden overbevist mig om, at man ikke kan bo på et gulv for evigt - hvor attraktivt det så end lyder. Og så savner jeg mit skrivebord og kontorstol ret absurd meget, og mit anlæg.

Det er som om hele min tankegang ændrer sig når jeg sidder i den stol... "inspireret" er et lorteord, for inspirationen kommer ikke derfra, men den fungerer måske som en katalysator, hvad ved jeg...

Om cirka fjorten dage, kan jeg tænde mine stearinlys, sætte en LP på, ligge mig på min seng og kigge op i loftet. Og måske vil verdenen vende sig foran mig, og jeg vil forstå alting på en ny måde! Det er tiltalende at tænke på det som en magisk forløsning, jeg ved ikke om jeg narrer mig selv. Måske.

I sidste ende mangler jeg bare et pusterum, en mulighed for at slappe af. Det er sådan en situation hvor jeg måske ville være taget ud til min mor, og være faldet i søvn på hendes sofa. Indtil videre nøjes jeg med instantkaffe og melankoli.

Der sker meget for tiden.

Måske endda for meget.

Jeg elsker det.

It's the dawn of a new...

2010-09-05T19:29:00.002+02:00

Så sidder man i toget.

Århus er destinationen. Eller Aarhus, som wammen så internationalt har konverteret det til... Oh well, det er bare et navn.

En uge er gået siden jeg startede på journalistik, og sikke en uge det var. Det med at bo på en luftmadras på et gulv hos en kammerat, drikke bajere om aftenen og stresse rundt om morgenen og eftermiddagen... Jeg siger ikke jeg vil vænne mig til det, men jeg skal nok lære at håndtere det - dog regner jeg ikke med at aftenbajerne skal blive rutine.

Er det hårdt? Tjah, måske. Men det er mest fordi jeg er gået fra ingenting til alting når det gælder hvad jeg kræver af min hjerne. Og det hjælper selvfølgelig ikke at skulle hjem i weekenderne for at få styr på lejligheden på nørrebro - jeg finder forhåbenligt et sted at bo snart... Nåja, så længe man har det sjovt...

Og sjovt er det.

Solen går ned over markerne, jeg gider ikke skrive mere, landet er smukt her til aften.

Ud Af Det Grønne

2010-08-09T21:45:00.001+02:00

På vej på sidste vagt. En direkte konsekvens er, at dette bliver det sidste indlæg i min nylige føljeton af rejseblogs… Ak ja.

Jeg har endnu ikke fundet et sted at bo, og skolestart er om 3 uger… Lykkedes det ikke i tide, må det blive en velpakket taske og venners sofaer… Det sidste jeg gider bruge tid på, er at bekymre mig.

Jeg hører Coldplay, deres første plade. Den minder mig om gymnasiet. Ikke nogle bestemte episoder, mere generelt, sene cykelture om sommeren på vej hjem fra Lunden. Solen der går ned bag haverne i Smørum.

Jeg sukker ikke i nostalgiens navn, jeg forsikrer mig om at nutiden vil være lige så magisk en gang i fremtiden, måske vil jeg læse dette blogindlæg på et tidspunkt og tænke: "Det var dengang… Fede tider".

De næste 3 ugers tid har jeg så ferie… Jeg skal ikke rigtig noget, så skriv til mig, lad os finde på noget.

Sushiblog - Nu med baby

2010-07-27T21:04:00.000+02:00

Så kunne man lige hive sin Macbook frem mens man sidder og venter på sin Sushi.

Mere ungt bliver det snart ikke.

Det var min søster der indførte sushien i mit liv, tak for det, og så fuck da lige dig… Det er jo en pisse dyr "last" om man vil. Nu indtager jeg det så ofte som muligt, en luksus der forsvinder med mit arbejde (og derved det økonomiske overskud). Men jeg siger til mig selv, at der vil komme en tid hvor jeg vælter mig i rå fisk.

Der sidder to piger ved siden af mig, eller også hedder det kvinder, jeg ved ikke hvor grænsen går… Erfaringen siger at piger vil kaldes kvinder og vice versa, måske er det derfor drenge ofte bruger "kællinger" i stedet, så er man ligesom dækket ind (uhadada, blev han grov der?!). Jeg har glemt hvad min pointe var, det var pga. noget de sagde, men nu har de ævlet sig videre til et helt andet emne.

Hah! Der var en lorteteenager der væltede på sit skateboard lige foran vinduet - episk morskab.

I morgen skal jeg mødes med nogle fra min gamle seminarieklasse, på det gamle stamværtshus "Jagtstuen"… Dengang vraltede jeg altid hjem sidst på aftenen, det sker sikkert igen… Åh fortid, altid mand for en fadøl.

Nu snakker hønseklubben om graviditet, jeg tror jeg tænder for noget musik… Menomena bliver det, de skal anmeldes, så jeg må hellere komme igang.

Så for satan, nu vader der flere gravide ind i biksen, jeg er usikker på hvad jeg har rodet mig ud i. For at skabe lidt "mandehørm" udfordrer jeg mig selv i en wasabi spisekonkurrence…

----

Mads' livslyst forsvandt for denne dag, efter en tragisk wasabiepisode på Letz Sushi ved Sankt Hans Torv.
De eneste vidner var en flok gravide kvinder, deres kommentar var:
"Vi så ikke noget, men nu skal du lige høre om min baaaaaaaaby"

----

Rejseblog nummer 3

2010-07-26T19:55:00.000+02:00

Endnu en rejse mod nattevagtens insektfulde nat bliver fyldt ud med rejsebeskrivelser og random crap.

Denne gang har jeg dog først hevet computeren frem da jeg satte mig ind i bussen, det er altså kun den halve rejse der går med Stenerens bekendelser.

Jeg har endnu ikke fundet et sted at bo i Århus, men jeg får skrevet ansøgninger, og eftersom der er over en måned til studiestart, tillader jeg mig i min naivitet at holde håbet oppe - Nogen skal jo have de boliger jeg skriver til, og det kan vel lige så godt være mig.

Jeg hører Dream Theater. Det er ikke fordi jeg er dedikeret fan, men hvis jeg er i det rette humør holder det 100%, en masse guitarlir og en dramatiserende, fortællende vokal (omend lidt svag vokal i DTs tilfælde). Metropolis pt. 2 hører jeg… Eller Scenes From A Memory, som den vist også hedder.

Hvad går din dagligdag med Mads? Forestiller jeg mig mine imaginære læsere spørge, da jeg har gjort mine fantastifans urokkeligt dedikerede til min gøren og laden.

Ikke så meget, og så en hel masse. Der har ikke været de store begivenheder at spore på det sidste, men det behøver der heller ikke være. Tuller rundt og drikker lidt pilsnere og sådan, stille og roligt… Spiller lidt for meget computer, løber lidt for få ture… Dårlig "stime" vil nogen sige, forpulet doven siger jeg. "Du skal bare finde dig en kæreste" vil min mor nok sige, dybest set siger jeg selv det samme. Sådan noget kan og skal ikke skyndes på, men jeg bør nok lære at være mindre tung i røven…

Jeg har forresten ikke nogle løbesko… Dem mistede jeg på Roskilde.

Hende foran mig i bussen (jeg har fået min favoritplads igen) har åbnet vinduet, det er lidt koldt, men meget rart nu hvor vi er kommet ud i det grønne - Frisk luft finder man ikke hvor som helst.

Jeg glæder mig til at komme igang med noget, for det er først der man sætter pris på ikke at have noget at lave. Og så skal man lige have nogen ikke at lave noget med.

Det lyder så simpelt, men måske er det også det simple der mangler.

Nårh, nu er lommen tom for filosofi.

Spis et æble, det er sundt.

God mandag.

Dèjá vu

2010-07-20T22:49:00.000+02:00

Igen i metroen, igen på vej på nattevagt.

Shivaree følger mig på vej denne gang, også en halvgammel sag.

Fordele og ulemper ved en varm sommer:

Pigerne går i mere sparsomt tøj er en klar fordel. Selvfølgelig vil man hellere se på en tynd kjole end en islandsk sweater. Jeg er ikke fan af den stereotypiske "blondine", men der må være en gylden mellemvej et sted mellem dét og den behårede hippieheks, jaja, dine dreadlocks er flotte, men de stinker, og så er de forresten ikke flotte.

"Åh Mads, de er jo bare frie sjæle!"

Åh, imaginære stemme, luk lige røven! Ubarberet, uvasket og poseklædt var måske et ideal i 70'erne, nutildags er det blot håbløse krampetrækninger fra teenagepiger der savner identitet og derfor stjæler andres, tager et smut ud på staden og ryger lidt hash, drikker lidt harboe og maler lidt fingermaling. Vor herre bevares.

"Åh Mads, kan du ikke bare være ligeglad?"

Jo, det kan jeg vel godt. Men det kan efterhånden ikke komme bag på nogen, at jeg elsker at brokke mig. Og jeg er også pisse dobbelmoralsk, for jeg har mødt mange søde piger der mere eller mindre passer min forrige beskrivelse, men halvhjertet brok kommer man sgu ingen vegne med, desuden tror jeg du forstår hvad jeg mener… Og hvis ikke, skal vi lige arbejde lidt på vores bølgelængder.

Der er fandeme varmt i det her tog, godt jeg snart skal ned og vente på bussen, vi snakkes når jeg sidder i linje 33.

…………………….

20 minutter er der gået, nu sidder jeg i bussen. Jeg kunne sikkert effektivisere tiden lidt mere, men her i sommersolen er det nu rart at sidde på en betonklods og bare vente.

Jeg kunne ikke få en af mine to favoritpladser: Anden og tredje bagerste række til venstre, ved vinduet. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor det er favoritpladserne, tror det er noget med at kunne overskue bussen og have god udsigt. Nu har jeg sat mig i højre side, noget jeg sjældent gør. Det gør den vante bustur til en anderledes oplevelse, sjovt hvor lidt der skal til. I søndags prøvede jeg også at cykle, igen en meget anderledes tur.

Jeg hører Kellermensch, jeg skal anmelde et album med fire studieindspilninger og fire livenumre, det vil jeg som sådan ikke skrive så meget om, eftersom jeg skal skrive en masse om det til Undertoner, men det er fedt nok… Du kan jo læse anmeldelsen når den kommer ud.

Jeg tror det er mit cue til at ligge computeren fra mig, og nyde resten af turen… At ævle om ting man ikke gider ævle om, er alligevel en kende stramt.

God tirsdag derude.

Med på tur

2010-07-17T21:35:00.003+02:00

Så sidder man i Metroen, nattevagten kalder igen.

Antallet af arbejdsdage i forsvaret kan snart tælles på fingrene. Pengene kommer man vel til at savne, det er også det eneste.

Jeg hører Roxette. Jeg har skam også en indre popdreng, han lever bare i 90'erne. Tidligere forsøgte jeg at overføre et Ace Of Base album, men den gik ikke pga. nogle rettigheder (komisk nok fordi jeg rent faktisk havde betalt for albummet - Jeg har ikke hentet et ulovligt nummer siden gymnasiet). Jeg kan huske noget med kassettebånd og høj musik bag min søsters lukkede dør, det var ikke et andet liv, det var begyndelsen på dette. Jeg kan huske det, ikke føle det. Eller også er det omvendt, for jeg husker ingen konkrete situationer, men jeg mindes dem alligevel.

Ud forbi DR byens blå lort, om aftenen skulle store projektorer kaste noget op på siderne af den, jeg har set at de kørte, men intet var at spore på bygningen. Lidt ligesom kanalen selv: En fandens masse brægen men intet kreativt udkom. Public service my ass.

Ind i bus 33 fra Ørestad st. med retning på Søvang, en bustur jeg kommer til at savne. Ikke pga. ruten, der ellers bringer mig fra Ørestadens nybyggeri til Kongelundens grønne landskab, med TAMU centeret, stedet hvor en hasher kan lære at blive pedel. Og Røde Kors lejren på den gamle flyvestation, der er altid nydanskere i bussen, og samtalesprogene kan bringe en hele verden rundt, det er fantastisk. Men det er ikke det, det er mere fordi jeg generelt elsker at køre i bus, og for at det ikke skal være løgn, foretrækker jeg de offentlige busser - nok ikke 6A i myldretiden, men alligevel. Jeg ved ikke hvorfor, idéen om en fattigmands privatchauffør måske… Man kunne være idealistisk og sige, at det varmer hjertet at se et produkt af samfundsfællesskabet i aktion, men det ville være noget ævl. Det er altid nemt at søge en mening, sværere at finde den.

Roxette følger mig stadig på vej, vi er nået til den spanske version af "It Must Have Been Love"… De var åbenbart store dernede.

Holdepladsen ved Nøragersmindevej markerer at vi er halvvejs fremme, og jeg skifter fra Roxette til Neil Young - After the Gold Rush, bussen skifter også chauffør… Det er symbolisme for begyndere. Jeg sætter nummeret på repeat, melankolien er for god til at gå til spilde. Jeg griner for mig selv over tanken om, at jeg tager dette romantiske billede, med solnedgang og stråtage, vender det 180 grader og gennemknepper det, jeg vil meget hellere ville sidde i betonskoven og dunke pilsnere, end at nyde naturen, fuck dig Romantik, jeg er i naturen, følelsesmæssigt er jeg i byen. Ta' dén Friedrich. Jeg burde spille Chopin på elguitar, bare for symbolikkens skyld.

Børnene leger inde på flyvestationen… Det er trist vejret er så godt, de kunne jo risikere at blive vant til det... Jeg ved godt man ikke bare kan lukke alle ind, men det er jo små børn… Fuck mand! Fuck.

Forbi Forsvarets Efterretningstjeneste, et kæmpe område der altid ser tomt ud. Jeg gad godt vide hvad der foregår derinde. Der foregår sikkert ikke en skid, kun en masse mappedyr med ondt i alle andres røve end deres egne, måske er der brug for dem… hvad ved jeg… Mon de har en computerfil med mit navn? Eller dit? Engang jeg tog bussen hjem fra arbejde, steg en kvinde på der lignede en prostitueret umiskendeligt meget, og med uglet hår endda… Hvis FE har noget på mig, vil jeg også have noget på dem. Ta' dén system.

Og så er jeg fremme ved Pionergaarden. Bordtennis og Faxe Kondi venter mig.

Hav en skøn weekend.

Hjemme fra marken.

2010-07-04T03:22:00.002+02:00

Jeg burde sove, det burde jeg virkelig.

Men som det ofte sker, er det i de yderste situationer jeg tvinger mig selv til at notere tankerne og følelserne.

Jeg tog hjem fra Roskilde Festival her i nat. Den hårdeste Roskilde Festival jeg har været på. Jeg har været på 7.

Vores lejr, Camp Mario, blev kåret til Camp Of The Day, desværre ikke Camp Of The Year, men der kommer vel en festival igen næste år. Alene det engagement det i en grad kræver at være en del af sådan en lejr, var nok til at slå flere ud. Egenlig er jeg taget hjem nu, fordi jeg skal på arbejde i morgen aften, men jeg det nu stadig taknemmelig.

Jeg er blevet en mere åben, handlekraftig person. Jeg er stadig hæmmet af stor mangel på handlekraft, men jeg lærer det. Dette resulterede i, at jeg den ene aften tilbragte lang tid med en pige. Jeg var bestemt interesseret i hende, og hun i mig. Da jeg så endelig kommer i situationen hvor jeg kan forsøge mig den symbolske (og følelsesmæssigt elektriske) handling at "stjæle et kys" som en gammel poet måske ville sige (I virkeligheden forsøger bajerkæften at gnave lidt i hvidvinstragten...) Ja, sandheden er sgu ikke så romantisk, eller hvad?!

Tilbage til historien.

Jeg ligger så hånden om nakken på pigen og glider mine fingre gennem hendes hår, hun kan lide det. Jeg drejer hendes hoved og forsøger at trække det tættere på, men mærker med det samme modstanden, hvilket får mig til at stoppe. Derefter følger snak om hvor sød jeg er, og nogle tårer, og til sidst den detalje, at hun har en kæreste et sted. Øv.

Is i maven er vel hvad man kalder det. Det eneste jeg kunne gøre var vel at sige, at jeg ikke vil ødelægge noget, men hun ved hvordan hun kan få fat på mig, hvis hun vil.

Skuffet, gu' fanden var jeg skuffet. Og ærgelig, hun er pisse sød, og køn.

I sidste ende må jeg forsøge at glæde mig ved tanken om, at hun jo gerne ville - dybest set. Men på den anden side... Hun ville jo for helvede godt. Det er ham hendes kæreste, flødebollen, ham stopklodsen der ødelægger min og hendes festival, når vi møder hinanden, og ikke kan nå hinanden, selvom vi begge rækker ud. For hun skal jo ikke gøre det, hvordan vil jeg nogensinde kunne respektere en pige, der kunne finde på at kaste sig over andre, fordi en "bedre" kommer forbi (for selvfølgelig er jeg bedre).

Det er det paradoksale - jeg vil have hende, men hvis jeg får hende, vil hun være en anden i mine øjne.

Hvad gør jeg så? Jeg skriver til hende. Jeg skriver et pisse hamrende godt brev. Hun skal sige til ham kæresten, at hun ikke gider ham mere, og så skal hun skrive til mig, at vi skal ud og se solnedgange, og holde i hånd, og gå ned af gaden og se pisse iriterrende ud for alle andre.

Det er ikke det der kommer til at ske. Men hvis jeg skriver det brev, så har jeg gjort mit for at der sker noget på et tidspunkt, måske ikke med hende, men med en.

Og nu vil jeg ligge mig til ro, jeg havde egenlig en anden historie jeg gerne ville fortælle, og det er en god historie, men nu ligger jeg og ser hende for mig, det gør mig glad, så det vil jeg ikke ændre.

Jeg vil ligge her og tænke på, at selvom jeg aldrig kyssede hende, var det stadig hende og mig i et par timer.

Godnat.

Promillefaktoren

2010-06-19T03:46:00.003+02:00

Jeg har opfundet et begreb.

Jeg kalder det promillefaktoren.

Det er den faktor der bestemmer hvor ærlig du er.

Du er sikkert helt ærlig hele tiden, det er jeg ikke i tvivl om. Så lad mig omformulere:

Det er den faktor der bestemmer hvor ærlig jeg er.

Det er fandeme tragisk.

Det er derfor jeg ikke opdaterer så ofte jeg vil, jeg nægter at sige noget der ikke føles oprigtigt.

Lad mig omformulere igen:

Jeg forsøger ikke at sige ting der ikke er oprigtige. Selvfølgelig crapper jeg, det gør alle.

Lad mig blive umiddelbar, lad mig fortælle om det jeg oplever netop nu, klokken 03.54 natten mellem fredag og lørdag.

Jeg sidder i min seng, den er stor. Den passer ikke til een, men til to. Jeg er ærgelig over den kun fyldes af mig.

Jeg er en ægte håbløs romantiker. Ægte fordi jeg godt ved hvad jeg bør sige og gøre. Håbløs fordi jeg ikke kan finde ud af det. Tragikomisk? Næh, jeg bør bare gro nogle nosser.

Jeg ville gerne kunne komme med frække konklusioner og pointer, men problemet når man skriver fra hoften er, at man aldrig ved hvor det ender. Og hvis jeg kendte svaret på forhånd, ville det være uærligt at skrive spørgsmålet her.

Men hvad er svaret? Og hvad er spørgsmålet? Og bør jeg få en mindre seng, eller blive større?

Det er lyst udenfor.

Jeg er træt.

Måske bør jeg bare ligge mig til at sove. Blive udhvilet. Der er en dag igen i morgen, og du er jo derude.

Hvis du kan finde hoved og hale i det, så skriv til mig, for jeg kan ikke.

Godmorgen.

1 - 2 - virkelighed

2010-05-30T23:06:00.003+02:00

Lad os få en update fra virkeligheden, og lad os gøre det som en rundrejse i tid.

Fortid: Ja, det var jo straks en værre en. Jeg tror vi holder os til umiddelbar nær fortid. I går var der jo Eurovision, en konkurrence i at levere den mindst dårlige sang. Det er et skønt fænomen, for man får blæst så mange musiske klichéer ind i centralen, at en indifferens overfor den type musik opbygges. Og så får man også snuppet nogle dejlige pinsebryg.

Nutid: Jeg er på arbejde, og det er mindre optimalt. Jeg kom til at snuppe nogle pinsebryg i går, og de kan mærkes. Ikke fordi krigeren er ved at gå ned, der skal mere til, men en seng ville nu være bedre end at ligge i en sofa, iført uniform. Jeg hører Trentemøllers nye album, jeg kan godt lide det. (Sådan! Det er ikke for sjov jeg er anmelder).

Fremtid: Jeg bør finde et sted at bo i Århus, men er ikke voldsomt god til at komme igang. Egenlig er der mange ting jeg burde, nogle ting gider jeg ikke, andre tør jeg ikke. Sådan er det jo.

Jeg så et billede af en pige der flakker rundt i mine tanker. Det var et godt billede, nu kan jeg ikke lade være med at gå tilbage og kigge på det engang imellem. Jeg har mange venner der fordriver tiden med at kigge på billeder af halvnøgne (og helnøgne) piger, det gør jeg som sådan ikke. Måske er jeg realist (man kan jo håbe), og bliver oprigtigt fascineret af uopsatte virkelige billeder, af mennesker der eksisterer i min verden.

Har det noget med fremtid at gøre? Lige nu er det fortid, nutid og hvis jeg ellers kan regne tingene ud, også fremtid.

Hav en god uge.

Jeg er kongen.

2010-05-25T13:06:00.002+02:00

"Jeg er glad for at kunne fortælle dig, at du er optaget på Journalistlinjen."

30. August 2010 sætter jeg første gang mine ben på Danmarks Journalisthøjskole, for at påbegynde første semester på journalistlinjen.

Forhold dig til virkeligheden!

2010-05-24T23:17:00.002+02:00

Alt tyder på at svaret fra DJH ruller ind i morgen... Bummelum hva'!

Jeg har ikke lagt skjul på, at det ikke var den bedste prøve jeg har præsteret, men man kan jo altid håbe de andre ansøgere var værre end mig.

Under alle omstændigheder har jeg allerede affundet mig med, hvis jeg ikke kommer ind. Faktisk kan jeg endda finde glædelige elementer ved at skulle blive i KBH. Det er en sær fornemmelse, men kun for det bedste går jeg ud fra.

14 timer tog det mig at få skrevet de 8 anmeldelser fra SPOT festivalen, det var fandeme hårdt, men fedt nu det er overstået.

Jeg har mødt en person der fascinerer mig. Det havde jeg ikke regnet med. Så kan man håbe på fornemmelsen er gengældt. Jeg vil egenlig gerne tale med nogen om det, men jeg ved ikke hvem, det ægrer mig.

Jeg er på nattevagt og jeg burde ligge mig ned, men jeg er ramt af en mild nervøsitet der holder mig kørende, det er vel kun sundt.

Jeg har ikke helt styr på sagerne, det hader jeg ikke at have.

Hav en god uge!

Hva' faen, det går jo nok

2010-05-23T23:26:00.002+02:00

Havde jeg en catchphrase ville den måske lyde således.

I hvert fald her for tiden. Jeg presser mig selv på flere fronter.

I weekenden var jeg på SPOT festival for Undertoner, notesbogen indeholder stof til otte anmeldelser, nu skal de bare skrives.

Det er hårdt arbejde at skulle indsamle, strukturere og udvælge noter til så meget, specielt når man holder en hård diæt bestående af fadøl, pølsemix og bytur til først på morgenen. Vild ungdom ville nogle sige. Dumt siger jeg i retrospekt.

Jeg tager chancerne når jeg kan, og gør ikke altid hvad jeg måske burde. Nogle siger man skal risikere at miste for at få, men som jeg ser det får man altid noget ud af sine beslutninger, spørgsmålet er hvad man gør med det.

Godt nok er jeg for træt til at skrive mere anmeldelse, godt nok havde jeg nået det sidste tog hvis jeg ikke tog med til efterfesten, og havde ikke måtte sove på banegården, godt nok har jeg en tendens til at begive mig ud på åbent vand i en gammel rønne, men hellere drukne på åbent hav, end dø af kedsomhed på molen. Og desuden er jeg en habil svømmer efterhånden.

Fucking lortemetaforer. Det er ting jeg bør skrive, men som ikke kan stå her, det er ikke på grund af selvcensur, det er fordi jeg ikke er komplet idiot. Jeg har en sort bog med blanke sider i, nogle af siderne står der noget på, det er alt det der ikke kan stå her.

Hvis den bog havde en overskrift, ville det være "selvanalytikerens dagbog". Jeg ér min egen værste fjende, det er engang lykkedes mig at efterrationalisere en sms jeg skrev ned til en sådan grad, at en udefrakommende ville tro mig gal.

Jeg gør det også med andre mennesker. Men forstå mig ret, det er ikke fordi jeg stereotypeinddeler folk, og sætter dem i båse, det er nærmere en konstant analyse af min omverdens gøren og laden, i et forsøg på at forstå betydningen af, og grunden til deres handlinger, men ikke som forsøg på at ændre dem.

Det er ikke rigtigt. Dybest set grunder det i en dyb fascination af at kunne manipulere andre. Jeg ved ikke hvorfor det fascinerer mig så meget. Man siger at alle folk ser verden gennem forskellige lenser, men hvis man finder frem til den lense, bør man også kunne udvælge motiver alt efter hvad man ønsker de skal se? Det må vel virke begge veje?

Jeg har virkelig brug for nogen eller noget der kan aflede mine tanker.

Graden af ugidelighed

2010-05-13T22:32:00.002+02:00

Når det kommer til stykket gider jeg sjældent.

Eller, jeg gider sjældent inden jeg kommer igang, men det er en barriere jeg oftest overkommer.

Det gjorde jeg ikke i dag.

Det er ikke fordi jeg ikke laver et eller andet - Men jeg har ikke fået lavet noget som helst af det jeg "burde". Godt nok fik jeg fejret min mors og min fødselsdag, så jeg har da ædt og drukket (måske grunden til jeg endnu ikke har spist middag, her klokken 22.35), men hele aftenen er forsvundet i Settlers 7 universet...

Jeg oplever noget interessant: Dagens ugidelighed resulterer i tidsfordriv der, om muligt, kræver mere af mig end hvad jeg burde lave. Jeg har sågar siddet og indspillet min egen version af Lady Gagas "Paparazzi" (Jeg var mægtig positiv indtil jeg hørte det... Længe leve "delete").

Taget i betragtning, at det krævede jeg både brugte stemmebånd, hænder, ører og øjne, bliver det pludselig meget mere krævende end bare at ligge på sengen og høre C.V. Jørgensen, hvilket er hvad jeg burde lave, eftersom jeg skal anmelde hans koncert i Vega på søndag.

Måske kræver det ugidelighed før jeg gider, måske bør man forsøge at effektivisere sine overspringshandlinger, så man får en masse gøremål fra hånde, som man normalt aldrig ville kaste sig ud i.

Nogle vil måske mene, at det er dybt ukonstruktivt at synge Lady Gaga, og derefter slette det hele, men der er jeg dybt uenig. Eftersom jeg dybest set utroligt gerne vil kunne synge, så må jeg konkludere at det kun bliver en realitet hvis jeg øver mig. Ja, det handler om at få sin ugidelighed til at give en noget.

Hvem ved, en skønne dag bliver et af mine indlæg måske et klip af mig der synger "Poker Face".

Nu gider jeg ikke skrive mere.

Søndagscrap

2010-05-09T20:01:00.005+02:00

Jeg er virkelig dårlig til at skrive.

Nej, ikke det at stykke ord sammen og skabe sætninger, det vil jeg dog påstå jeg har en grad af forståelse for. Jeg er dårlig til processen.

Når jeg ikke skriver har jeg lyst til at sætte mig ned og begynde, og når jeg skriver forhaster jeg mig gennem ordene.

Som en egoistisk version af, at græsset altid er grønnere på den anden side, tager jeg mig selv i forvente mere af det næste gøremål. Ikke at det bliver en skuffende oplevelse, det er heldigvis helt op til mit eget engagement, men det er stadig en ukonstruktiv indgangsvinkel til den kreative process. I stedet for at fokusere på hvor godt det bliver at skrive, får jeg vel mere ud af at spekulere i hvad der skal stå?

Jaja... Når det kommer til stykket plejer jeg jo at få noget ned på papir under alle omstændigheder, kvaliteten kan så diskuteres.

Man kunne også bare skrive et digt.

Roser er røde, violer er blå

Når man bliver 80, skal man ha' piller for at få den op og stå

Nåja, jeg vinder måske ikke litterære priser, men det er forståeligt.

Desuden indeholder det både lidt genkendeligt og lidt frækt, og det appellerer både til den platte humorist (læs: alle), og de fleste aldersgrupper. Det berør et alment folkeligt problem, som endda kan være lidt tabubelagt, altså gemmer der sig mere under overfladen end ved første øjekast.

Og første sætning indeholder blomster, det kan damerne lide! Og næste sætning omhandler mænds impotens! 2 sætninger + 2 køn = Bred målgruppe.

Jeg vil gå over og træne... Men tro mig, jeg kunne sagtens fortsætte hvis jeg gad...

Søndagscrap.

Skriv noget klogt.

2010-05-03T22:39:00.002+02:00

"Skriv noget klogt!"

Det siger stemmen i mit hoved. Altså ikke en reel stemme, så galt står det ikke til. Men billedligt talt, du ved hvad jeg mener.

Problemet er så, at jeg selv mener det er den dårligste indgangsvinkel man kan have - at skulle skrive noget klogt.

Jeg kunne sagtens benytte mig af synonymordbogens udstrakthed, og blæse omkring mig med ord der ikke eksisterer andre steder end i bogen. Men det gør ikke sammenhængen klog, kun mere (eller mindre, afhængigt af læseren?) uforståelig.

Jeg kunne også skrive noget som alle ved. Jeg har lagt mærke til, at det kloge ofte er det indlysende, drejet så det sættes i relief. Men det ville være søgt. Jeg gider ikke skrive hvis jeg ved hvad mit mål er.

Jeg kunne også skrive noget der, forhåbenligt, får folk til at trække lidt på smilebåndet. F.eks. noget med det paradoksale i, at nutidens arbejderklasse på mange måder er dem der er sat uden for arbejdsmarkedet. Så kan vi gnække over det mens mine pointer drukner i amatørkomik og finurligheder.

Jeg kunne også blive personlig igen. Det er en disciplin jeg går meget ind for - det nærværende og ærlige, men jeg er i en periode hvor jeg ikke engang selv kan holde styr på hvad jeg tænker, så bliver det en umulig opgave at skrive noget, der er bare tilnærmelsesvis sammenhængende.

Jeg kunne også bare skrive noget om alt det jeg ikke gider skrive.

På den måde får jeg nævnt det hele, og samtidig pillet mine egne tekniske overvejelser fra hinanden. En regulær Judge Dredd, dommer, jury og bøddel i een og samme.

Ta' dén blog, i dag vinder jeg.

Hav en god uge, jeg kunne i hvert fald godt bruge en.

Et læs af tanker

2010-04-27T12:19:00.002+02:00

Jeg skriver for at forstå, det er mit udgangspunkt.

Først og fremmest skal det ikke betragtes som en skrig efter medlidenhed, hvis du af en eller anden grund har fulgt lidt med i mine mere eller mindre personlige udfoldelser herinde, vil du nok også vide, at meget af hvad jeg skriver, bliver skrevet for min egen skyld, for at få ord på tankerne.

Det er ikke fordi jeg fortryder de sidste måneder. Kunne jeg, er der selvfølgelig ting jeg ville ændre, men jeg får ikke meget ud af at efterrationalisere handlinger truffet ud fra følelser.

Stadig er det måske nødvendigt at få ord på, da tankerne stadig er til stede...

Jeg ville nok have været mindre ivrig, at udtrykke sin affektion og engagement er som udgangspunkt vel en god ting, men jeg forstår måske godt forskellen i hvordan man føler det, og hvordan andre oplever at man føler det. Man kan ikke ændre på den man er, men man kan ændre på hvordan man fremstår.

Ikke fordi jeg ønsker at ændre på mig selv, tværtimod, jeg står ved den jeg er, men det er ikke en skam at forsøge at finde en fælles bølgelængde, jeg kan ikke forvente andre har samme temperament som mig.

Jeg bebrejder ikke mig selv at tingene går som de går, det er jeg ikke herre over, men jeg begræder stadig at det gør, selvfølgelig finder jeg det uretfærdigt og smertende, men samtidigt ved jeg også, at det er den uundgåelige risiko ved at give sig hen til det ukontrollerbare.

Det lyder meget kliché, det ved jeg godt, men selv klichéer har vel været nye engang, og ligesom forelskelse er en følelse fra oldtiden, må man forvente at de medfølgende følelser også altid har været de samme.

Måske burde jeg undgå småtingene der frembringer det triste humør. For eksempel når man begge er logget på chatten samtidigt, og man ved den anden person sidder lige der på den anden side. Det giver små mavekneb, og selvfølgelig er der en del af mig der håber på at "Jeg tog fejl!" dukker op i et beskedvindue, men på trods af den ukonstruktive tilgang der er i den tankegang, så er det vel kun en naturlig del af at miste - man vil have det tilbage.

Det er noget ævl.

Jeg bliver nødt til at holde her... Jeg får ikke skrevet et ord der er oprigtigt ærligt, det kan jeg åbenbart ikke endnu.

Sendt til tælling.

2010-04-25T23:22:00.002+02:00

Fuck hende siger man.

Hun er ikke det værd siger man.

Du fortjener bedre siger man.

"Man" siger altid et eller andet, det er aldrig det samme man selv siger.

Først græd jeg snot. Akut følelsesfuckup. Jeg har været i samme situation før, men hende havde jeg været sammen med i en del længere tid. Det er anderledes smertende at miste en man er ved at give sig til, fremfor en man allerede har. For mig er følelserne håndterbare, ikke nemmere at komme igennem, men jeg kan forholde mig til dem. Det er når de manifesterer sig fysisk, at jeg ryger i gulvet. Og her mener jeg ikke lidt kriller i maven, jeg mener en fuldvoksen jernkugle direkte i sækken.

Så blev jeg vred. Ikke på hende, tværtimod. Jeg bliver vred på, at jeg ikke kan blive vred på hende. At jeg kan se hende i øjnene, se bag dem, og være overbevist om ærligheden i, at det er de ukontrollerbare faktorer der gør, at hun har truffet den beslutning. At den hånd der lige har slået mig ud, slet ikke er i maven på hende. Dét er det værste. Hvis det så bare var mig der var en lort, det ville jeg kunne gøre noget ved.

Så kommer frustrationen. Hvis der er noget man ikke kan få, vil man have det. Men hvis der er noget man ikke længere kan få, rammer det så meget hårdere. Og pludselig ser man alt hvad man ikke længere har i det klareste lys. Hos mig fremprovokerer det ensomheden.

Men hvor jeg tidligere har dyrket nedturen, nægter jeg nu at forlade ringen. Jeg ville gerne kunne skrive, at jeg hurtigt kom ovenpå, og er klar til at rykke videre, men det ville være løgn.

Men jeg forsøger at forholde mig konstruktivt til smerten, jeg undersøger den, og kæmper for at finde de konkrete grunde til dens opståen.

Mere kan jeg ikke skrive nu, for længere er jeg ikke kommet. Jeg ligger i min seng og er smadret, ingen tvivl om det. En eller anden dag finder man forhåbenligt det man ønsker, men det ændrer ikke på, at i nat er min seng meget stor for én person.

Lyd fra dybet.

2010-03-30T15:18:00.003+02:00

Min adgang til internettet er begrænset.

Hotellets computer virker ikke, og frustrationen fodres blot af det faktum, at misforstået kommunikation har resulteret i, at jeg sidder med trådløst net, men ingen computer. Jeg kunne have taget min egen med.

Men måske er det kun for det bedste.

Inden jeg går igang med at ridse overfladen af mine oplevelser, skal jeg have min bitterhed ud af systemet. Jeg har fået besked om, at jeg ikke er inviteret til optagelsesprøve på SDU - hvorfor ved jeg ikke, men jeg tror jeg har misforstået nogle elementer af den motiverede ansøgning. En fejl der sagtens kunne være undgået kan man selvfølgelig sige, men da jeg skrev den var jeg yderst tilfreds, og bagklogskaben kan kun bruges til at rette op på potentielle fejl i fremtiden. Nu er der ikke andet for, end at fokusere på DJH, der også var min hovedambition.

Da jeg først læste beskeden føltes det som et klart nederlag, men jeg trøster mig ved min overbevisning om, at sådan en ansøgning intet har med faget at gøre, det er blot en - siger jeg nu til mig selv - ringe måde at vælge hvem de mener egner sig bedst. Ringe fordi ingen egner sig bedre end mig. Deres tab bør man vel sige.

Nårh, jeg kan intet gøre ved det nu, så i den forstand må fortid være fortid.

Zanzibar.

Nu ville jeg sagtens kunne fortsætte min klagesang, og fortælle om propper i ørerne, myggestik og regntid, men ærgelserne må og skal holdes til et minimum.

De lokale bruger udtrykket "polle polle", der oversat fra swahili betyder "rolig rolig", en rammende måde at beskrive det tæppe der ligger sig over en, når først varmen er blevet udholdelig. Tempoet er mildest talt ikke som derhjemme. En kliché ville være at snakke om stress, vesten og ambitionerne, men som jeg ser det, vil det være en unuanceret og billig indgangsvinkel.

Jovist kan man lære noget af de folkefærd der lever på øen, men med 50% arbejdsløshed og et vejr der det ene øjeblik byder på brændende hede, og det næste starter en syndflod, er det klart man bliver nødt til at tage det hele lidt "polle polle", mange af de små pauser er ikke frivillige.

Jeg gerne have en speciel oplevelse jeg kunne dele med jer, men den første tid hernede er gået med at tage dykkercertifikat, og hvor det var en spændende oplevelse, var det også en noget forudsigelig oplevelse.

Jeg føler jeg er faldet godt til hernede. Jeg er ikke typen der vil sige: "Her kan jeg blive for altid", nej tak. Det er jeg for meget europæer til om man vil. Men jeg har nogle spændende dage foran mig som jeg glæder mig til, og hvor jeg selvfølgelig savner nogle mennesker derhjemme, så var det kun da jeg modtog nyheden om SDU, og derved også blev konfronteret med den hjemlige virkelighed, at jeg for alvor følte jeg havde brug for dem. En følelse der nok bliver stærkere om en uge eller to.

Alle de indtryk, gode som dårlige, har slået mig lidt ud af kurs. Men der skal meget til at slå krigeren ud.

Turen går til...

2010-03-13T11:50:00.004+01:00

Så nærmer tiden sig hvor det ambitiøse ungdomshjerte sætter kursen mod azurblå bølgeslag, fremmedkulturelle folkeslag og kampen mod hedeslag. Desværre hænger optagelsesprøverne stadig over mig som en stiv onkel til konfirmationen - man er ikke bange for ham, men ved heller ikke helt hvor man har ham. Jeg håber det lune havvand kan skylle bekymringerne væk, og blot erstatte dem med en bevidsthed. Som hvis man giver onklen et glas postevand, for at være sikker på, at det nok skal gå.

Men jeg forsvinder ikke fuldkommen fra internettets sendeflade, det er i hvert fald ikke planen. For selvom jeg skal benytte næste uge til at afslutte mine samfundsfaglige forberedelser, så er det blot for at erstatte dem med de "sjove" forberedelser: kreativ skrivning og iagtagelsesevne. Min forhåbning er at producere et skriftligt arbejde så ofte som muligt, og "udgive" dem herinde, foretrækkeligt med tilhørende fotografisk materiale.

Det er klart, at jeg har gjort mig nogle tanker om formålet med dette, og derfor vil jeg også gerne give en lille forsmag på mine grundprincipper for turen.

Først og fremmest skal det ikke være en "Kære dagbog..." føljeton om man vil. Der er ingen der oprigtigt interesserer sig for en kronologisk gennemgang af dagens begivenheder - eller, det er faktisk fuldkommen forkert, for bliver det præsenteret korrekt, kan det være fantastisk læsning. Men jeg er slet ikke dygtig nok til at gøre det troværdigt.

Min plan er at være meget mere specifik, at finde et emne, en ting, en begivenhed, en person - ja, hvad som helst. Og så skrive om den. Dvs. at jeg sagtens vil kunne være væk i flere dage, og så vende tilbage med et indlæg, der kun handler om hvordan jeg fik vasket tøj den ene dag.

Om det kommer til at lykkedes må tiden vise - det er trods alt hovedsageligt en ferie, så mine ambitioner bliver kun indfriet i den grad lysten tillader det.

Ikke desto mindre håber jeg du har lyst til at læse med, og komme med kommentarer, respons og tanker, alt konstruktivt tager jeg glædeligt imod.

D. 21. Marts begynder rejsen, og den 16. April vender jeg tilbage.

En personlig besked til mine venner er: Skulle i have lyst til at kontakte mig, så brug mail/facebook, jeg tager ikke mobil med.

Nyd foråret, jeg kommer til at gå glip af dets kommen.

Noget jeg skrev...

2010-02-26T16:58:00.006+01:00

Jeg har været herre ung og provo.

Det startede med jeg opfandt en person. Så fik han et navn, det blev Karsten, hvorfor ved jeg ikke. Men det var det navn han fik, han minder mig ikke om nogen jeg kender der hedder Karsten.

Så begyndte jeg at forestille mig Karsten, jeg var sikker på at jeg havde mødt ham, eller i hvert fald mødt dele af ham, men måske ikke mødt ham rigtigt.

Derfor var jeg nødt til at skrive om ham.

Hvem Karsten er, og hvad han går og pusler med, det kan du også få lov til at læse:

Karsten betragter sig selv i spejlet. Han holder sig godt, det gør han. Ikke et gråt hår i syne, ingen rynker eller ar, ingen skæve tænder eller uønsket hårvækst og tab.

Det kan ses han er i god form, markerede mave- og brystmuskler, brede skuldre og kun det der kan betegnes som et cykeldæk på siderne. Det er en naturlig god form, ingen sprøjter, piller eller pulver, intet kunstigt, det er den dovnes genvej.

Karsten påbegynder morgenritualet. Først barberingen, der med kirurgisk præcision udføres med kniv, først højre side, så venstre, så midten af halsen, hagen og afslutningsvis overlæben. Han har aldrig skåret sig, han kender sit ansigt og sin kniv, den er en direkte forlængelse af hans finger. Der er ingen der river sig på egne negle.

Karsten klæder sig helt af til badet, der foregår efter top-down princippet, ligesom rengøring af lejligheden. Først skylles og vaskes håret, mens shampoo'en virker, vasker han ansigtet, sørger for alle de små hår fra barberingen er væk, derefter benyttes sæbe og svamp på hals, skuldre, bryst, mave, skridt, ben og fødder.

Karsten har tre håndklæder. Et til håret, et til skridtet og et til resten af kroppen. Igen startes fra toppen. Efter sporadisk håndtørring af håret, pustes efter med hårtørreren.

Karstens toiletskab er kronologisk inddelt. Øverst står roll-on deodoranterne, deres sveddæmpende lag påføres først. Derefter kommer hans Eau De Cologne, Johann Farinas oprindelige selvfølgelig.

Nederst står hans tandbørste, tandtråd, tandpasta og mundskyllevand.

Karsten beundrer sig selv i spejlet: Nu er han klar igen. Præsentabel, soigneret, sexet, bestemt en beundringsværdigt udseende mand.

Karsten er god til sit arbejde. Der er ikke rigtig nogen der ved præcis hvad han laver, det gør han heller ikke selv. Men han er god til det. Han skaber resultater, det siger hans chef selv: ”Karsten, du skaber resultater” siger han. Karsten ved ikke hvordan han gør det, han gør bare som han har lært.

Karsten elsker ikke det han laver, men han elsker at han gør det, og det er godt nok. ”Det er hvad der skal til” tænker han. Og der er ingen grund til at lave om på noget der fungerer. Tryghed, der er hvad Karsten får, og tryghed er vigtigt. Det har han læst i avisen under morgenmaden, og i bladet hos frisøren, og hørt i radioen på vej til arbejde, og set i de sene nyheder, men der hører han ikke helt efter, det er svært efter et par glas rødvin – den dyre fra Irma. Karsten er en livsnyder.

Karsten er ikke gift, men han har været det. Karsten synes egentlig det gik meget godt dengang, men så fik de kabel tv, og langsomt begyndte deres ægteskab at mangle gnist og spænding. Han var ikke mandlig nok, eller dyrisk, eller impulsiv, eller romantisk, eller hård, eller blød, eller det der ikke helt kan forklares, men bare ikke føles som om der mangler, nok.

Karsten har heller ikke børn, dem skal man have tid til, og overskud til, og råd til. Dengang han var gift havde han råd, men der havde han ikke tid, al tiden brugte han på at læse bøger om at være til stede, om erotik og madlavning, om boligindretning og perfekte gaver. Nu har han tid nok, men ikke råd.

Karsten er ikke ensom, han har en god håndfuld venner som han dyrker sport med, nogle gange cykler de, eller løber. På søndage spiller de golf, hvis altså ikke de har været ude aftenen før. Ikke ude og danse, det gør de ikke. De kigger, og drikker. De drikker ikke for meget, men lige tilpas til, at man kan holde ud at stå og kigge hele aftenen. Desuden spiller de ikke dansemusik de steder de kommer, det er mere kiggemusik, med nok rytme til at alt over skuldrene kan danse lidt, men ikke så meget at hofterne gider.

Karsten besøger ofte sin familie, han har ikke så meget med sin far at gøre, men hans bror er han ofte sammen med. De er som skåret af samme stykke, det er hvad folk siger. Det er også hvad Karsten siger, ikke lige med de ord, men det er hvad han tænker. De to vil altid være sammen, og hjælpe hinanden. Det var Karstens bror der hjalp ham med bilen, den lignede jo et vrag, men det fik de hurtigt gjort noget ved. Karsten var imponeret over hvor fed sådan en corolla kan komme til at se ud. Jo, Karstens bror er uundværlig.

Karsten har ikke rigtig nogle planer, mere drømme. Han forestiller ofte sig selv som direktør, han ved ikke helt for hvad, men det skal være noget han er god til. Så skal han have en rigtig dyr bil, han ved også godt hvad for en, eller rettere: Han ved hvilken slags, for det skal være den nyeste model, det er det eneste han er sikker på.

Karsten har styr på sit liv, ingen tvivl om det. Man må forvente at man skrider lidt i svinget, men Karsten er solidt bygget, han har vinterdæk på tilværelsen. Han kan overskue sit overskud, strukturere og barrikadere sine kalenderdage, intet uønsket slipper ind, intet ønsket slipper ud.

Karsten kører, som alle andre morgener, over broen der forbinder bydelene. Da han hører et smæld, trækker han ind til siden. Det er en fugtig februarmorgen. Han kigger opgivende på det punkterede bagdæk, åbner bagsmækken og opdager til sin rædsel, at reservedækket er beregnet til sommersæsonen. Da den første svedperle rammer asfalten er beslutningen allerede truffet, det har den været i flere år, men når man ikke er impulsiv, skal man sættes igang.

Karsten træder væk fra bilen, betragter de mørke ruder, plasticskørterne der dækker for rusten, klistermærket i bagruden: ”Hvis du kan læse det her, er du for tæt på”. Han smiler for sig selv, lader blikket vandre fra bilen over vejen, videre hen over broen, ned til krydset, han følger højhusenes horisontlinje hele vejen ud til det punkt hvor by, vand og himmel flyder sammen. Sådan står han lidt, rynker på næsen af duften af saltvand og bilos, og lader endeligt alle sine bekymringer flyve væk. Det punkterede dæk, de børn han ikke får, det arbejde han ikke ved hvad er, de venner der slår ham i golf, den bil han ikke får, han giver slip på det hele.

Puster ud, og bare giver slip.

Som en junkie...

2010-02-22T08:35:00.003+01:00

Så skete det! Hvad skete? Jo det skal jeg fortælle dig.

Ham der Mads, i ved ham den småbitre selvransager, ham der brokker sig over småting den ene dag, og baglommefilosofisk efterrationaliserer tilværelsen, og proklamerer at de små ting skal nydes mere. Jojo! Paradoksets filantrop - hvilket i sig selv er paradoksalt sagt, da hele bloggens eksistens er baseret på mig og min udvikling... Puh, nu bliver det langhåret.

Men tilbage til det med ham Mads. Eller, ikke tilbage, for det har hele tiden handlet om ham, eller mig - 3. person er egenlig pisse arrogant, det kan vi ikke have.

Hvad fanden er det du vil fortælle? Det er nok hvad du efterhånden tænker.

Jo, det skal jeg da fortælle dig: Jeg har fået en kæreste, eller: Jeg har fået Maja! Nej, det lyder som en sygdom. Jeg har fået en Maja? Nej, det lyder som en køkkenmaskine - Har du selv bagt den? Nej, den klarede Majaen for mig.

Desuden bryder jeg mig slet ikke om udtrykket "en kæreste", det er voldsomt upersonligt. Udfordring: Definér begrebet, og overfør det så til virkeligheden. Næh, så let skal jeg ikke slippe, det er ikke Dansk Folkeparti det her, jeg kan ikke generalisere som det passer mig.

Så bliver det straks lidt sværere, en af de sværeste opgaver jeg længe har stået overfør: At sætte relativt rationelle ord på noget så personligt, uden at udlevere noget der ikke rager omverdenen.

Jeg tror svaret findes i oplevelsen af samværet med hende, ikke i følelserne, de er forbeholdt os. Det er også der jeg vil opnå størst erkendelse, uden at overanalysere - forhåbenligt. Egenlig er børnemetoden, som jeg har døbt den, en undervurderet spørgeteknik, at spørge "Hvorfor det?" til alt, indtil det ikke giver mening mere, et punkt man dybest set ikke når.

Så hvis spørgsmålet er: Hvorfor hende? Hvad er så svaret?

Først og fremmest bliver mit flyvske sind bragt godt ned på jorden, en klar øjenåbner for umiddelbar glæde der længe har været undergravet, det er længe siden jeg fysisk har oplevet gensynsglæde der jo desuden er en konsekvens af savnet. Et savn jeg desuden har voldsomt svært ved at forholde mig til, selvfølgelig fordi det bekymrer mig at blive afhængig af en anden person.

Nogen vil måske kalde det forelskelse, men i min verden er det endnu et virkelig dårligt ord. For hvad er det? Er det et udtryk for ren kemi? I så fald kan jeg ikke svare på det, måske kan folk i hvid kittel gøre det hvis jeg pisser i en kop, eller tager en blodprøve. Eller måske skal jeg svede i en kolbe, blande salt og timian i, lade simre i et par timer og servere med risrand, og derefter vil smagen afsløre om jeg producerer unormalt meget af alle mulige latinske ord...

Hvad jeg prøver at sige er bare, at man kan kalde det gammeldags, men jeg foretrækker at bibefolde en grad af romantisk uvidenhed, og derfor har jeg svært ved at gruppeinddele følelsen: Jeg er helt overbevist om, at hvad jeg får ud af forholdet til en anden person er unikt. Og derfor er det ubeskriveligt ligemeget hvad man vil kalde det, for "hvad" er ikke interessant, men det er "hvorfor".

Jeg ævler, snoer mig udenom. Jeg går væk fra det jeg sagde jeg ville.

Måske ér det simpelt, måske ér det mig der besværliggør noget enkelt. Det er vanvittigt kompliceret, men også ubeskriveligt enkelt. For jo mere jeg prøver at sætte ord på, jo mere utilfreds bliver jeg med formuleringen, det er ikke tilstrækkeligt, ikke godt nok.

Så måske er det der svaret skal findes, i forældrenes uundgåelige svar til barnet, og mit eneste oprigtige svar til spørgsmålet om, hvorfor det skal være hende:

Hvorfor står solen op i øst? Hvorfor trækker du vejret? Hvorfor er der ikke noget godt i TV? Sådan er det bare.

Testing testing

2010-02-15T13:04:00.003+01:00

Det er klart, at en grad af nervøsitet må forventes, når optagelsesprøverne går fra at være en kommende begivenhed i min bevidsthed, til en håndfast realitet. Der er stadig et par måneder til, men forberedelserne fylder mere og mere, og stadig alt for lidt.

Men hvordan forbereder man sig? Jovist, man kan terpe kommaregler, følge med i nyheder og læse en ordbog.

Det første er ikke noget problem for mig, hvis jeg skal tro på de tests jeg har taget. Det andet gør jeg af egen fri vilje, og noget er jo først en nyhed når det er sket, og jeg har svært ved at læse for at læse. At læse en ordbog virker mest som en fuldkommen misforstået indgangsvinkel til det at skrive, måske lærer man nogle nye ord, men ord fungerer i sammenhæng, i situationsbestemt sprogbrug, rytmer og jargoner. Eller sagt anderledes: Jeg har svært ved at udvide vokabulariet hvis processen ikke indeholder en grad af perspektiv til brugen. (også derfor jeg ikke kan arbejde med en ordbog der ikke har etymologisk forklaring).

Det er svært at vide om et ord er 200 år gammelt, og forældet ud over alle grænser, eller om det blot er et gængs udtryk der er gået en næsen forbi. Eller sagt simpelt: Jeg benytter empiri og ikke en A - Z liste. Måske er det bare en undskyldning, fordi det andet virker som en drabeligt projekt.

Men alt i alt tror jeg, jeg er godt på vej. Min kommatest sagde 17/23 rigtige, det er ikke godt nok ift. hvad jeg vil kunne, men det er på ingen måde et foruroligende resultat. Min seneste videnstest sagde 35/50 rigtige - heller ikke godt nok, men jeg trøster mig ved det faktum, at mange af spørgsmålene knytter sig til begivenheder der ligger år tilbage - altså før jeg rigtig begyndte at følge med.

Mht. til de kreative opgaver, så kan man jo sige, at øvelsen til dels ligger lige her - i bloggen. Det er en pudsig tanke, at skrive et indlæg om, at man ikke føler man forbereder sig nok, når indlægget i sig selv indeholder en grad af forberedelse. Lidt ligesom at brodere "Jeg er dårlig til håndarbejde" ind i en pude.

Ellers sker der rigtig mange ting her for tiden, store omvæltninger i tilværelsen er aktuelle, og flere lurer i horisonten.

Hav en god uge.

En historie

2010-01-19T19:30:00.002+01:00

Jeg handler i netto.

Det er jeg ikke den eneste der gør, ikke klokken 16.30 en hverdagseftermiddag. Vi hader allesammen hinanden, det er hvad vi har tilfælles, dét og afskyen for små børn. Jeg har lagt mærke til det: Selv forældre hader deres børn når de er ude og handle, det er et af de få tidspunkter hvor jeg glædes ved andres afkom - når de skaber så mange vendinger i deres forældres baroloblodsprængte øjne, at en bælgøjet ville bede dem om at få styr på retningerne.

Netto klokken 16.30 er et studie for sig, det er det tætteste et såkaldt "moderne" vestligt menneske kommer på jagten på føde, og guds straf regne ned over den der tager de sidste svinekoteletter. Flæskets fight-club, det eneste sted jeg har set 2,5 kilos poser med hotwings - det kræver jo sin mand at lukke arterierne på familien Danmark.

Hver gang en halvskaldet firmafar befaler flere kasser åbnet, får jeg oprigtig lyst til at starte et oprør mod tyranniet, og med kurv i hånd kæmpe for flere røve lukket.

Og så er det jo den rammer, selverkendelsen, den snu satan! I de andres øjne er jeg jo lorten, ungdomssvinet, kæk i betrækket med tid til pilsnerøl og tarteletter.
Og så griner jeg. Ikke højlydt, men en inderligt forløsende lettelseslatter. For man skal jo være en lort selv, for at kunne kalde andre for en! Jantelovens land bider sig selv i røven, og jeg føler mig som sejrherren, med havregryn og to liter let i tasken.

Og to skridt efter er man ude i lortevejret, man skal sgu nyde sejrene når de er der.

Hav en god uge.

Holdt, hvem der?!

2010-01-11T07:51:00.005+01:00

Når man nu alligevel sidder herude på amager og bevogter det sensitive materiel, så vil jeg benytte lejligheden til at se, om jeg har noget på hjerte.

Jeg kan se flyende lette og lande herude, her i vintervejret er det et længselsfuldt blik jeg kaster mod dem - heldigvis er der store chancer for, at jeg sidder i et af dem til marts. Forstå mig ret, i sidste ende kan jeg godt lide det her land, hvis bare vi fik bedre vejr og fjernet småborgerligheden. Global opvarmning skal nok sørge for det første, det sidste er jeg straks mere bekymret for.

Jeg er så småt ved at komme igang med at forberede mig til optagelsesprøverne. Jeg har købt en bog, jeg ved ikke om den er noget værd, men der står en masse fine navne i den, titler og alt muligt pis, og hvis der er noget jeg har lært af at gå i skole, er det at det er titlerne der tæller. Namedropping, det er sgu vejen frem! Vor herre bevares. Nogle siger man aldrig er bedre end det seneste man har præsteret, det ved jeg nu ikke om er sandt, men omvendt er det man laver heller ikke godt bare på grund af ens titel eller renommé.

Jeg havde en lærer på seminariet, en ellers ganske sympatisk mand, der ikke kunne håndtere hvis man satte spørgsmålstegn ved de ting han underviste i. Jeg blev engang beskyldt for både det ene og det andet, fordi jeg udfordrede det han sagde - Selvfølgelig bundede det i, at jeg ikke forstod emnet fuldt ud (det er vel derfor man går på en skole?!), men en "sådan er det bare" argumentation er ikke alene uholdbar, det er en direkte provokation af mig som elev.
Det kom så vidt, at han engang argumenterede med ordende: "Det er mig der er læreren". Ja, tillykke med det! Hvad så med at få fingeren ud og lær os noget, i stedet for at stå der og hælde vand fra kartoflerne.

Nårh, jeg har egenlig glemt hvad jeg ville frem til, måske havde jeg bare brug for at få den historie gennem systemet. Eller, det er ikke helt rigtigt, for jeg ved jo godt hvad jeg vil frem til, måske synes jeg bare ikke sammenhængen er så slående som jeg kunne ønske mig.

Nårh, det er vel også ligemeget, min blog - mine regler.

Det handler om, at man ikke bliver mere troværdig eller interessant at høre på, bare fordi man er overkongeprofessor i kloge udtalelser, man har bare et bedre grundlag for at kunne udtrykke ting der så potentielt er pisse interessant - om man kan finde ud af at bruge det, er straks en anden sag.

Jeg har hørt kommunalarbejdere sige ting, som er langt mere interessante end hvad universitetsrotten bræger ud. Hvorfor? Fordi den ene af de to siger ting fra leveren, mens den anden absolut skal spille fandango (en anden ting jeg også er blevet beskyldt for af den tidligere nævnte lærer). Du kan selv gætte hvem der er hvem.

Det er klart at dette ikke kan kastes ned over alle emner, og jeg er bestemt en person der går ind for, og forventer, argumentation og en eller anden form for viden og engagement i samtaler. Dvs. at jeg nok hellere vil have universitetsrotten som underviser, end kommunalarbejderen (med mindre jeg skal lære at grave et fortorv op), men som udgangspunkt bør deres udsagn vel betragtes ens, og så må vi jo se hvad de har at byde på.

Nu har jeg ævlet længe nok, det meste er nok varm luft. Men det er jo også hvad en blog er, hvis der er nogen derude der tror deres blogs vil blive bevaret for eftertiden, så er de da mere end normalt selvbedrageriske. Men det er en helt anden snak.

Skal vi lige have en morale til sidst? For de dovne eller dem der ikke kan finde hoved og hale i mine udbrud (et ansvar der ligger mere på mine skuldre, end læserens).
Så må det nok være, at man skal gøre sig fortjent til respekten, alle menneskers mening tæller, men langt fra alles argumentation er lige god, jeg glæder mig til at få fri, og hvor helvede er kaffen henne?

Jeg har virkelig brug for at komme lidt ud.

Og så kan vi jo slutte af med en sang. Den har intet med sagen at gøre, og så alligevel alt.

Sjov med kroppen.

2010-01-05T13:34:00.003+01:00

Jeg vil enormt gerne stå tidligt op, og når jeg gør det - f.eks. når jeg skal på arbejde - er resten af dagen heller ikke et problem. Der er ikke brug for kaffedrops eller sukkershock.

Hvorfor jeg så ikke gør det er mig et mysterium, ikke ift. "at blive liggende", det ville være min egen skyld. Nej, det er min krop der nægter mig vågne timer inden 10 - 11 tiden. Jeg kunne selvfølgelig sætte vækkeur, men når jeg har muligheden for det, tror jeg så meget på naturen til at lade kroppen selv bestemme. Kald mig bare naiv.

Måske er der nogle kloge sjæle derude, der har tips til hvordan man vænner kroppen til at sove lidt mindre?! (Jaja, gå tidligere i seng! Det har jeg prøvet, min krop er åbenbart ligeglad).

Spidsen af min ene storetå har i et par dage føltes som om den sov, det er ret mærkeligt... Mit komplet amatørbaseret gæt er, at den har været udsat for for meget frost. Det kan også være jeg tager fejl, nogen der har prøvet det?!

Det lader til at blive en lille gennemgang af min krops mysterier. Så for at det ikke bliver for intimt må jeg hellere stoppe nu.

God tirsdag.

Restitutiontegn

2009-12-29T16:37:00.002+01:00

Hva' faen?! Tænker du. Endnu et lille indlæg! Ja sgu, der skal ikke spares her i højtiden.

Endnu et år er gået... Hvilket jo er en relativ størrelse, mit eget nytår bør vel fejres d. 8. april - min fødselsdag, der begynder et nyt år for mig?! Nåja, lommefilosofi til side, så må man jo sige det har været et begivenhedsrigt år.

En smådepressiv vinter og et helbredende forår, en solvarm og ølkold sommer, et kampklart og skrivende efterår og nu vinter igen. Bestemt ikke det sjoveste år, men lærerigt.

Jeg tror ikke på konceptet med at "komme videre", det gør man automatisk, det klarer tiden. Hvis man vælger at komme videre, vælger man at ignorere de begivenheder der ligger til grund for sådan en beslutning. Men jeg tror på bearbejdning og forståelse, på accept og udvikling.

Så måske burde det være min konklusion på dette år, ved accept og forståelse af en selv, kan man bearbejde og udvikle sig selv til en mere alsidig indsigt i sig selv - og andre.

Jeg ved ikke om det er en del af at "blive voksen", men jeg begynder langsomt at forstå idéen om "barnlig uskyld", det er ikke et knytnæveslag at opdage hvor fucked op verden er, slaget kommer når du opdager hvor fucked op du selv er.

Åh! Den lommefilosofi, den slipper jeg nok aldrig. Måske burde jeg skrive det hele i en bog, smide den i en kiste og smide den i havet. Når hele lortet så stiger 60 meter og størstedelen af os kradser af, så kan det være de finder den om en billiard år, og så bygger de et monument og jeg bliver den nye Jesus, jeg kan altid sige min far var mægtig kaptajn, og at jeg aldrig pissede på andres sukkermad - bare lige for at pynte på det.

Vor herre bevares (et lorteudtryk for en ateist), jeg har købt 12 corona, vennerne kommer til nytår på torsdag, i aften skal der vaskes sengetøj...

Jeg har stadig ikke styr på en skid, men jeg tror jeg er på vej...

1 - 2 - CLEAR

2009-12-22T01:13:00.003+01:00

At følge impulserne, en spontan trang til mere skrift... Jeg har læst det meste af dagen, skrevet lidt mindre.

Og nu sidder jeg på hummeret, der slet ikke er et hummer. Det er hverken spartansk eller småt, jeg har både boet mindre og større, aldrig bedre. Det er her jeg føler mig mest hjemme, måske fordi sengen fylder halvdelen af gulvpladsen, det er min trone. Min kæmpe dyne er kongeriet, her regerer jeg over dårlig lugt diverse fnuller.

Det er et åndssvagt ord, fnuller. Det er et børnehaveord, men jeg ved ikke hvad det ellers hedder. Jeg hader børnehaveord.

Jeg har mit anlæg herinde, men alligevel hører jeg netop musik fra min computer. Den ene højtaler virker ikke, og der er ingen bund. Den kræsne ville hade det, men der er en intensitet i en lyd der ikke fylder hele rummet. Lyden er utaknemmelig, hvis jeg vælger et forkert nummer lyder det af helvede til, det skal sgu ikke være nemt.

Det er det samme med børneordet som med musikken, det handler om oplevelsen, indlevelsen og, hvis man er rigtig heldig, udlevelsen. Det går ikke at bruge et lorteord hvis man ikke føler det, men synonymordbogen holder ikke, den har aldrig det rigtige ord, kun det samme ord sagt med andre bogstaver. Der findes ikke en synonymordbog for den oplevende beskrivelse, men det er også hele disciplinen.

Det var vist hvad jeg havde på hjerte denne gang...

Jeg håber jeg får skrevet mere i fremtiden.

Her sker jo ikke en bjælde...

2009-11-04T19:12:00.002+01:00

Her sker jo ikke noget... Måske genoplives bloggen når den kolde vinter for alvor er over os... Måske ikke.

Vi ses når vi ses.

Kradserier at stå op på.

2009-09-30T10:58:00.002+02:00

Denne onsdag er på mange måder en dejlig dag.

For det første har jeg sovet længe, ikke fordi det er unormalt for mig, men det er altid en lige stor fornøjelse. Derudover er det lønningsdag, i sandhed en festens dag, så kan vi løbe ud og købe en masse ting, så vi kan leve som fattigrøve den sidste del af måneden, og brokke os over hvor lidt vi tjener, lige indtil næste lønningsdag, hvor vi igen har "lommen fuld af guld" for at citere Torrpedorrs ellers ganske humoristiske sang.

Så er jeg blevet anmelder for undertoner.dk, jeg mangler godt nok at høre mere fra dem, men i deres sidste mail skrev de at "de var meget interesserede i at fortsætte samarbejdet, hvis jeg stadig er", og da jeg bestemt er interesseret, burde det jo være i hus. Tillykke til mig!

Jeg vil desuden igen gerne bede folk om at sende mig deres mobilnummer på mail eller sms (ikke dem der allerede har gjort det), da det bestemt ikke er alle jeg har fået ind i systemet igen, så at sige.

God onsdag.

Nyt liv!

2009-09-18T19:39:00.001+02:00

Så kom den nye telefon! Og med det nye liv medfører og uerfarenhed. Den nyfødte skal simpelthen lære alt forfra.

Derfor ville det være fantastisk hvis du ville sende dit nummer til mig, enten over mail (mads.hestbech at gmail.com) eller sms (25 46 15 33).

På forhånd tak.

Nekrolog

2009-09-16T12:32:00.005+02:00

Jeg holder dig i mine hænder, et stille suk forlader mine læber: Er dette mon sidste gang?

Kigger desperat op og ned af din slanke krop, der må da kunne gøres noget? Nogen må da vide hvad der er galt?
Men nej, sådan skal det ikke være... Du og jeg har hjulpet hinanden igennem den sidste samtale, de sidste grin og den sidste gråd. Jeg husker tilbage på dengang vi så hinanden for første gang, jeg havde lige mistet en ellers så kær, men så kom du. Ikke engang ventet, mere en konsekvens af spontaniteten, og siden da har vi været sammen i tykt og tyndt!

Men nu er dagen kommet hvor der skal siges farvel. Javist! Det er da trist, men vi vidste jo begge dagen ville komme, i denne uretfærdige verden lever nogle jo et langt længere liv end andre, og på det sidste har du jo ikke være på toppen. Jeg mindes de dage hvor alt gik som en leg, vi kunne være ude hele natten sammen og stadig være friske og klare dagen efter. Men langsomt mistede du energien, lige gyldigt hvor mange streger jeg fyldte på dig så tømtes lagret så hurtigt.

Jeg ved også jeg ikke altid var god ved dig, var måske for kontant og voldsom, jeg kunne ikke håndtere frustrationen. Jeg kan ikke undgå at føle jeg har del i, at det gik som det gik. Måske kunne jeg have givet dig mere tid, mere omtanke. Men sådan skulle det ikke være.

Så nu hvor vi sidder her, alene i morgenlyset, sammen, måske for sidste gang, lader jeg mine hænder glide langsomt over dine former, mens jeg langsomt ser lyset slukkedes. Vi har været så tæt, men nu indtræder du på din retmæssige plads blandt mine gode minder.

Godnat min ven.

Officielt døde min mobil - HTC "Forpulede lortetelefon" S620 - onsdag, en smuk september morgen 2009.

Den efterlader sig blot en melankolsk ejer.

Ude med næverne...

2009-09-11T12:44:00.002+02:00

Så sidder man her igen... Sydamager. "Hvor kragerne vender" ville være korrekt, hvis det ikke var fordi jeg aldrig har set en krage herude.

Jeg sad og surfede lidt tilfældigt på nettet, og faldt over det faktum at man skal være 18 for selvstændigt at melde sig ud af folkekirken, det er jeg dybt uforstående overfor.

Argumentet for dette, vil ofte være at "barnet" ikke er i stand til at træffe sådanne beslutninger så tidligt i livet. Jeg ser det omvendt: Hvordan kan et barn fra starten af vide om det tror på noget så irrationelt som religion? Som biolog og forfatter mm. Richard Dawkins så korrekt siger i "The God Delusion", så findes det "kristne barn", "muslimske barn" eller "(indset valgfri religion) barn" ikke, der findes kun børn af religiøse forældre.

Altså må denne lovgivning være en stor støttepæl under indoktrineringens højborg, hvilket i mine øjne er dybt skammeligt.

Bør der ikke fokuseres på oplysning og undervisning? Og så derefter lade barnet træffe en beslutning som den individualist han/hun gerne skulle udvikle sig til?

Kan det være rigtigt, at hvis det rationelle og fornuftige sejrer (uhh, sagde han det?!), og barnet som f.eks. 14 årig siger til mor og far: "Jeg tror ikke på gud, det er en opdigtet karakter skabt ud af frygt, uvidenhed og magthunger, og jeg vil ikke støtte en institution der er baseret på et oligarkisk fordomsvælde" (her en relativt velformuleret 14-årig), at så skal barnet nægtes den grundlovsbestemte frihed det er at vælge religion?

Jeg forstår, at man som forældre gerne vil have en indflydelse på sit barns værdi- og holdningsgrundlag, men der er forskel på indflydelse og, som tidligere nævnt, indoktrinering.

Det er som om man ikke er et rigtigt menneske før man er 18, men man bør stadig forsøge at adskille de beslutninger der vedrør alle, og de beslutninger det kun er forbeholdt det enkelte individ.

Og lad mig så afslutningsvis nævne, at hvis Danmark ikke snart får et sekulariseret samfund, så kan det godt være vi er et moderne samfund, men det ér og bliver et moderne middelaldersamfund.

Hav en skøn weekend.

Ting jeg ikke helt forstår...

2009-09-07T13:21:00.002+02:00

Overskriften er egenlig misvisende, for jeg forstår jo godt de ting jeg tænker på. Der er nok nærmere tale om ting jeg ikke selv har en interesse i, og derfor forklarer det med manglende forståelse.

Fodbold f.eks.... Jeg har altid vidst det ikke ligefrem er der jeg finder lykken, men her den anden dag opdagede jeg et element af hele dette sportsunivers, jeg fandt endnu mindre spændende - sportskommentatorer. Ikke fordi jeg har noget synderligt imod dem, det er mere selve fænomenet jeg undrer mig lidt over.

Jeg troede oprindeligt at deres opgave var at analysere kampen on-the-fly, med skarpe og interresante kommentarer, men ak! Der tog jeg fejl.
Deres opgave er tilsyneladende at fortælle os det vi udmærket godt kan se: "nu sker der det... og det... og det...", og derudover, undskyld udtrykket, guffe gren på diverse "stjerner" i en grad der er uhyggeligt uinteresant (Her taler jeg om Hr. Ronaldo, hvis fod tilsyneladende er en sand mirakelmager - på trods af, som jeg uvidende nykommer observerede, han hele tiden skød forbi målet).

Måske er det mangel på interesse der gør, at jeg bliver lettere harm. Men det hele bunder egenlig i, at jeg fandt dem dybt distraherende, jeg ville simpelthen hellere være fri...

I sidste ende er det selvfølgelig ligegyldigt, for jeg er ikke blevet større fodboldfan af at se en kamp, så vil jeg hellere spille en (på trods af tvivlsomme evner), men om ikke andet, så har det givet mig lidt stof at brokke mig over, her på en langtrukken mandagsvagt.

Hav en god uge.

Lidt nyt fra fronten...

2009-09-04T17:41:00.002+02:00

Ohøj derude!

Nu er de fleste derude jo begyndt på studie igen, og held og lykke med det...

Inspireret af andres genopståen fra feriegraven (og inspireret af min svoger), skrev jeg her den anden dag en ansøgning, om at bliver anmelder for undertoner.dk (DK's største frivilligt drevne musikanmeldersite)
Dels fordi har en stor lyst til at skrive, dels har en stor interresse for musik og dels fordi det giver en udmærket træning i en research process, der på trods af sin relative begrænsning, stadig er interresant.

Og for at det ikke skal være løgn, har jeg fået muligheden for at lave en prøveanmeldelse, så tro det eller ej - for en gangs skyld sker der lidt i mit ellers "stenede halve år" som jeg har døbt den resterende tid inden nytår.

Dette fik mig selvfølgelig til at overveje, hvorvidt jeg er kvalificeret til at anmelde andres musik. Det er ikke helt nemt at svare på. Som (mine) redaktører så korrekt påpeger, så er det vigtigere at kunne skrive noget der er givende for læseren, fremfor en masse faglige termer, som den almene læser alligevel ikke interreserer sig for.
Det korte af det lange er, at dette forhåbenligt bliver en mulighed for mig, til at udtrykke min holdning til noget på et mere tilgængeligt plan, hvor der samtidigt bliver stillet krav til en grad af professionalisme.

Indtil videre skal jeg blot skrive en prøveanmeldelse.

...

2009-09-02T00:39:00.002+02:00

Sandheden skal høres fra børn og fulde folk... En eller anden "klog" mand (eller kvinde?) sagde det engang.

Jeg er nok en mellemting... Jeg er ikke et barn, men heller ikke helt voksen... Jeg er ikke fuld, men bestemt heller ikke ædru. Så det jeg siger er måske kun halvt ærligt, forhåbenligt helt.

Det er ikke morsomt, nærmere trist, hvordan det altid er det man ikke kan få, man bestræber sig efter.
Netop det skete for mig her den anden dag. Jeg var til en fest og mødte (som man ofte gør) en pige... Og for at gøre en lang historie kort, synes jeg hun var sød.
Nu skal det ikke være en hemmelighed, at jeg i bund og grund ikke er særlig behændig i hele det scoreromantiske spil, men jeg tog mig da nok sammen, til at løbe efter hende da hun gik, for at fortælle hende, ja, at jeg synes hun var sød og sådan...

Uden at gå i detaljer, så fik jeg noget der enten var en høflig afvisning, eller en oprigtig forklaring til gengæld. Hvilket i alle tilfælde er fuldkommen fair - det er ikke så meget det jeg har brug for at få ud på skrift.

Det er mere denne efterfølgende følelse af betagelse, næsten fascination, af et menneske man knap nok kender. en fascination der først kommer til udtryk efter mødet. Det er en overdrivelse at kalde det ikonisering, men alligevel forklarer netop dét billede, hvordan oplevelsen er.

For mig har den "ulykkelige" kærlighed været den største følelsesmæssige oplevelse, både på godt og ondt. Jeg håber selvfølgeligt at det vil ændre sig, men jeg forsøger blot at fokusere på hvad man har opnået, frem for hvad man tabte.

I sidste ende vinder man altid noget ved et tab.

Vidste du at...

2009-08-29T17:31:00.003+02:00

Etymologisk set stammer ordet "sinkadus" fra det oldfranske cinque à doues, der betyder "fem på to" og omhandler et heldigt terningekast.

Nogle gange er det utroligt hvad ting udvikler sig til gennem tiden, sådan er det med så meget forskelligt... Måske er der ting man burde give mere tid end man tror.

Hav en fantastisk weekend, personligt vil jeg bruge lidt mere tid på at komme over gårsdagens brag af en bryllupsfest.

Misforståede samlingspunkter?

2009-08-16T21:10:00.002+02:00

Der er meget jeg ikke forstår. Egenlig er grundlaget for de fleste af mine skriftlige produkter, en uforklaret forundring. Et forsøg på selv at diskutere mig frem til svaret på mit spørgsmål.

Dette skriver jeg, fordi min følgende forundring ikke skal betragtes som en anklage mod nogen, men en oprigtig forundring.

Endnu engang vil jeg benytte denne, min afkrog af internettet, til at slynge en svada af mod facebook. Denne gang "fan af" konceptet.

Jeg har ikke forstået hvorfor det er nødvendigt, endsige brugbart, at offentliggøre man er fan af f.eks. bacon eller søvn. Hvad er formålet? Samles folk derinde over deres fælles passion for svinefedt og naturlige trange? Er der en slags hemmelig klub med rabatter? Kan man få indkøbstilbud på en dejlig dansk moskusdunsdyne?

Næppe. Derfor går jeg ud fra to ting, enten er bacon og søvn en så stor del af nogle folks identitet, at de, på deres offentlige profiler, vil tilkendegive denne passion. Eller også tænker folk bare, at det er en sjov lille ting, og tilkendegiver deres støtte uden større eftertanke.

Jeg kan ikke lade være med at forfølge idéen om konsekvensen af denne ligegyldighed. Javel, det virker ganske harmløst i de isolerede tilfælde, men overvej når flere millioner menneskers ligegyldighed samles. Så får de små sjove ting pludselig substans, de får en identitet, og begynder at opsøge dem der gerne vil holde deres passion for søvn lukket inde i soveværelset, og deres passion for bacon undertrykt af bekymringen for deres hjertes velbefindende.

Nu har vi altså mig, en uerklæret søvntilhænger der sidder og hygger mig med at se nogle venners feriebilleder, eller måske skriver en mail. Og pludselig vælter søvnmissionærerne ind over mig med tilkendegivelser om det fantastiske ved at lukke øjnene og hvile ud, og spørgsmålet om hvorvidt jeg også er fan.

Hvis det nu bare var søvn og bacon der var ude med fanerne, så ville det være tilgiveligt, men når så også sex, fadøl, rockmusik og Keith Richards højre knæ udfører kampagner der er den spanske inkvisition værdig, bliver jeg en kende frustreret.

Det er som om en glimrende idé, er blevet voldtaget af ligegyldighederne, som om et ellers glimrende initiativ til et kommunikationsforum er blevet invaderet af aggemam-manden, der står og skriger mellem enhver ellers fornuftig rest af seriøsitet.

Det jeg prøver at sige er blot, at meget få mennesker hader at sove.

Det handler vel om at turde...

2009-08-09T22:18:00.003+02:00

Jeg kommer let i tvivl.

På den ene side er det rart med bevidsthed om vejen frem, og sikkerhed i sine beslutninger. Hvis man kender konsekvenserne kan man forholde sig til dem inden de bliver aktuelle.

Men på den anden side så opnår man sjældent noget uventet, man vokser mindre på godt og ondt.

Min teori er, at der subjektivt set ikke findes dumme beslutninger, det handler om perspektivet i handlingen. Det reelle problem opstår først når usikkerheden bliver større end spændingen.

Det jeg prøver at sige er, at resten af min (gamle) klasse begynder igen i morgen, og bliver derved naturligt ramt af virkeligheden i mine beslutninger. I tvivl er jeg bestemt ikke, min beslutning kunne jeg ikke være mere glad ved, den næste gang jeg beskæftiger mig med folkeskolen, bliver når jeg (forhåbenligt) skal følge en søn eller datter derhen for første gang.

Måske burde jeg lære at være mere umiddelbar i flere dele af mit liv. Måske burde jeg tro mere på at jeg har evnerne til at gøre de ting jeg drømmer om. Måske burde jeg snart gå i seng.

Hav en skøn uge, lad os mødes, jeg har fridage på lager!

Tal og tabeller, kvoteinddel kvoterne.

2009-07-30T21:17:00.004+02:00

Snakken disse dage går på studierne, og ikke mindst ansøgerne - eller rettere mangel på samme.

For godt nok er der rekordmange ansøgere til universiteterne, men generelt over hele linjen er antallet, så vidt jeg er informeret, faldet...

Jeg finder det interresant at alle dem med høje snit går efter de samme uddannelser. Jeg er ikke dum, jeg ved godt at ord som prestige og penge går lige i bukserne på den almene student, men det er vel systemets egen skyld at det er sådan?! Jeg finder det pudsigt at politikere nu snakker om det "overraskende" problem, at folk går efter de akademiske uddannelser fremfor andre...

Men det er vel netop konsekvensen af vores fantastiske (læs: sarkasme) forbrugersamfund og... Nej, jeg gider egenlig ikke fortsætte, mange har sagt det før mig, og mange vil sikkert sige det efter.

Jeg er så heldig at mit nuværende mål, journalistik, er udenfor kvotesystemet, da det kun afhænger af optagelsesprøve, dvs. reelle evner indenfor faget, så kan jeg kun håbe mine rækker.

Måske burde vi kvoteinddele kvoterne - du må kun søge ind på KU hvis du er fra Sjælland osv... Ens oprindelsessted har vel nogenlunde så meget at sige om ens evner, som gymnasiesnit har? Bevares, gymnasiesnittet siger noget om dit studieengagement i alderen 16 - 19, og ikke så meget andet.

Men igen... Jeg siger en masse ting som tusinder af andre har sagt før mig...

Det lader egenlig ikke til jeg har meget på hjerte her til aften, så lad mig blot afslutte med de få ord jeg personligt kan mønstre:

Hvis du lever i en drøm, vågner du op en dag.
Hvis din drøm er dit liv, har du ikke lyst til at sove.

God weekend.

Tak hr. eksnarkoman

2009-07-25T12:19:00.004+02:00

Jeg sov over mig i morges. Det var endnu en konsekvens af at eje en mobiltelefon der synger på sidste vers. (I detajler kan det nævnes at jeg har bestilt en ulåst iphone 3G S, så min indre gadget-freak kan tilfredsstilles lidt).

Men for at komme tilbage til historien, så sov jeg over mig i morges. Ikke noget alvorligt, heldigvis var ham jeg skulle på vagt med mødt, så dem vi afløste kunne godt få fri. Det ændrer dog ikke på det faktum at jeg skulle se at få røven med mig.

Efter en noget stresset cykeltur ned til nørreport metrostation, får jeg placeret mig i det noget morgentomme tog. Allerede her kan jeg se på uret, at jeg ikke når min bus, og jeg ved den næste (der går hele vejen til "middle of nowhere") først går en time efter - ikke ligefrem noget der hjælper på stressniveauet.

Bedst som jeg sidder der med musikken i ørerne, kommer en mand hen og sætter sig foran mig, først vender jeg blot hovedet tilbage til sin vandte vindueskiggerposition, men da han giver tegn til at villle sige noget, slukker jeg musikken og vender mig mod ham.

Først forbereder jeg mig på at skulle give vejanvisniger eller lign. men så ser jeg korset han har om halsen, og overvejer om hvorvidt han kan være endnu en missionær på udkig efter morgenbranderterne. Ingen af delene viste sig at være tilfældet.

"Undskyld, må jeg forstyrre dig et øjeblik", allerede her forbereder jeg mig på hvad jeg nu skal stå model til...

"Jeg har bare brug for at tale med nogen. Ser du, jeg er tidligere stofmisbruger gennem 15 år, men er clean nu. Min papdatter er vokset op med en voldelig far, og som 14 årig blev hun også misbruger, hun er 19 år nu, clean og har en lille datter på 1 år, jeg kommer netop derfra, og nu er jeg på vej ud for at få en lille een. Himlen er malet blå af glæde, og ved du hvad regnbuen er? Den er af kærlighed. Undskyld forstyrrelsen, men jeg havde bare brug for at smile".

Manden træder ud på Christianshavn station, og da han kører op af rulletrappen vender han sig, jeg sender ham et smil og et vink, jeg får et let buk til gengæld. Lettere forbavset forstætter jeg videre mod Ørestaden.

Om manden var beruset ved jeg ikke, om han var påvirket af noget andet skal jeg heller ikke kunne sige. Ikke desto mindre satte det med ét min dag i perspektiv, og da jeg ankom til Ørestaden var min bus rigtig nok gået, men jeg tog blot den næste, der kun kørte lidt over halvdelen af vejen, og den sidste halvdel tog jeg i let løb langs vejen mellem træerne og markerne.

I sidste ende har vi nok alle sammen brug for et smil, om man så kommer 2 timer eller 15 år for sent.

Hav en skøn weekend.

Handlingslammet temperament. Selvdestruerende situationsbetragtninger.

2009-07-05T23:19:00.003+02:00

Roskilde '09, jeg var der.

Gode oplevelser var der massere af, dårlige var der ingen af, læreringsrige oplevelser var der et par enkelte af.

Mit mod og min handlekraft er en sjov størrelse, jeg har endeløse mængder af begge, så længe jeg selv har kontrol over situationen. Så snart konsekvenserne bliver overladt i hænderne på en anden, stopper jeg op.

Dét er min basale, førstehåndsanalyse af min egen mangel på handlekraft. Et skoleeksempel på hvordan forventningens frygt manifesterer sig i form af manglende handlekraft. Jeg vælger at se mig selv som en tålmodig nice guy, i virkeligheden er jeg en handlingslammet tøsedreng.

Indtil videre lever jeg videre i troen på, at smarte bemærkninger og brandertens amoriner er momentære og uholdbare værktøjer, hvis man forsøger at vise sit sande jeg til omverdenen - i hvert fald når det handler om alvorlige anlæggender.

I sidste ende skal balancen vel findes, den aggresive spiller bliver hurtigt skadet, manden på sidelinjen får aldrig spillet.

Hvad jeg prøver at sige er, at hvad jeg ikke kunne gøre på en halv dag, kan andre åbenbart på 10 minutter.

Tolk som du vil, jeg har sagt mit.

God sommer.

Inspireret til andre slagmarker

2009-06-26T13:32:00.002+02:00

De fleste har nok opdaget jeg ikke er så aktiv herinde, som jeg tidligere har været.
Det er nu ikke fordi jeg har mistet lysten til at skrive, eller fordi der intet sker i min tilværelse. Tværtimod. Jeg har blot valgt at kaste min skrivelyst over lidt større og, på mange måder, mere ambitiøse projekter, så opdateringsfrekvensen vil nok sænkes en del.

Hvad jeg har kastet mig ud i, vil jeg indtil videre lade stå hen i det uvisse, ikke fordi jeg vil hemmeliggøre noget, mere fordi jeg ikke selv ved hvad omfanget bliver, og det er jo svært at sige hvad man laver når man ikke selv ved det.

Lørdag nat tager jeg afsted til årets Roskilde festival, og derefter går turen til Letland og 104 km i en kano, så hvis ikke vi ses personligt, så bliver det næste gensyn nok først i slutningen af Juli.

Hav en fantastisk sommer.

Til alle jer der ikke læser...

2009-06-19T17:51:00.005+02:00

Jeg skal ikke skjule, at jeg har en harme vendt mod Dansk mentalitet. Eller nej, det er ikke retfærdigt. Rettere en harme mod forbrugersamfundet, mod opfattelsen af en verden der måles i succes, som igen måles i hård valuta. Jeg har skrevet lidt om det før, men føler ikke jeg har fået afløb endnu.

Men er det virkelig hvad der skal opnåes? Villa ved søen og Audi i indkørslen? Er det prestige at bruge sin tid på at udvikle ting der gør andre ting nemmere, eller mere miljøvenligt? Kald mig naiv eller hvad du vil, men det mest besparende vil altid være at lade være - lade være med at tænde lyset overalt, lade være med at have radiatorerne kørende hele tiden, tage cyklen på arbejde - eller bussen.

Hvad jeg mener er blot, at problemerne er absolut komplekse, men en stor del af løsningen ligger i dovenskaben - eller rettere en stor del af problemet.

Og her kommer vi tilbage til min indledende frustration: Samfundet hvor sammenligningen er basis for ens egenværdi. For jo mere der bliver købt ind, jo mere bliver der brugt, og jo større bliver problemet - simpelt sagt selvfølgelig.

Jeg ved ikke, måske er det min måde at retfærdiggøre mine egne eksistensvilkår, når mange venner bliver bachelorer eller færdige med uddannelser, måske har jeg brug for at forsvare mine egne valg ved at angribe verden omkring mig.

Det eneste jeg ved er, at om et par uger sidder jeg i en kano, på en flod i Letland, med nogle få jeg kender og en masse jeg ikke kender, om nogle måneder er jeg nok i Afrika, forhåbentligt for at hjælpe dem der ikke kan hjælpe sig selv...

Men hey... Der er jo ingen af jer der læser her, der har det som personligt mål at imponere andre med mønter og sedler...

God weekend derude.

Men sådan er der jo så meget...

2009-06-18T15:35:00.002+02:00

I bund og grund kunne jeg jo være ligeglad... Men som det menneske jeg er, der interreserer sig for de moderne kommunikationsplatforme, og benytter dem så optimalt som muligt til at opfylde de behov jeg har, kan jeg ikke undgå at støde på tendenser der generer mig.

Umiddelbart kunne man selvfølgelig brokke sig over facebook quizzer og grupper, men disse er det lykkedes mig at fjerne fra mit brede sortsyn - jeg vil tillade mig at give mig selv den credit, at jeg i det mindste altid forsøger at gøre noget ved det der generer mig.

Næh, det der nu har været så heldigt at blive genstand for mine evigt positive eskapader, er folks (generaliseringer er fantastiske når vi vil ramme alle, og ikke kun dem der rent faktisk er "synderne") ubeskrivelige sløsede omgang med sproget.

Eksempel: Hvad er formålet med folk der skriver "knus" i beskeder? Jeg har fået dén serveret af folk der aldrig har givet mig så meget som en klap på skulderen! Jeg gider sgu da ikke have et virtuelt knus. Et knus er en fysisk handling, og bør blive derved - Jeg er ikke berøringsangst, du kan da komme forbi og se om du kan løfte mig i samme omgang.

Flere eksempler? Hvad med folk der skriver hvad de gør, såsom "smiler" og "griner"... Hvad Flandern foregår der lige der? Hvis jeg skal vide hvordan din ansigstmuskulatur udformer sig lige nu, så send et billede.

Jeg tror Anders Matthesen engang har sagt noget om det samme emne... Måske er det derfor jeg pludselig blev så arrig...

Men sådan er der jo så meget...

Holder døren på klem bag mig

2009-06-14T15:36:00.002+02:00

Så nærmer vi os. Eller, så nærmer jeg mig. Mit egocentriske flip er dog ikke steget mig så meget til hovedet, at jeg forventer resten af verden går og venter med mig.

Ikke desto mindre, så har jeg min KLM eksamen i morgen. Om jeg er parat må guderne vide, perfektionisten vil nok sige nej, debattøren vil nok sige ja. Jeg selv tager det lidt som det kommer, jeg har lagt det arbejde i min forberedelse som jeg kunne finde motivationen til, mere forlanger jeg ikke af mig selv.

Selvom i morgen bliver sidste gang jeg sætter mine fødder på semiariet, i studiehenseende, så er det en rar følelse at holde døren på klem. Hvem ved, måske vender jeg tilbage en dag... Man skal jo aldrig sige aldig.

Vi ses på den anden side.

Afslutninger

2009-06-08T20:56:00.005+02:00

1.

Længe siden sidst, jeg håber ikke du komplet har mistet din tålmodighed, og afbrudt al kontakt med min lille niché herinde. Der er selvfølglig også gode chancer for du blot har fulgt et af de links jeg i min skamløse selvpromovering har lagt ud.

Meget er sket siden sidst, det er bestemt ikke det hele jeg har lyst til at skrive om, men noget vil jeg gerne sætte ord på.

For at begynde med det umiddelbare, må det være afslutningen på mit lærerstudie, jeg sidder netop midt i førstedagen af udarbejdelsen af en dansk eksamensopgave, det er mildest talt uinspirerende. Jeg kommer i højere og højere grad i kontakt med hvad der tirrer mig: opskriften, guiden, vejledningen... Når man skal analyserer og forstå ord og tekst, noveller og romaner, så er det uhyggeligt at det skal gøres på bestemte måder... Det står mig så langt ud af halsen, at jeg ikke kan få lov til at fortælle om teksten som jeg oplever den og forstår den, uden at kæmpe for at passe den ind i en eller anden metode.

For det er hvad jeg har gjort det sidste år, hvilket til dels også kom lidt bag på en af mine lærere: I samtlige opgaver er det metoderne der har fremmet min forståelse af værker, det er min forståelse jeg har testet på metoderne - eller for at sige det firkantet: Det jeg har lært, har ikke bidraget til større forståelse, det har kun gjort at jeg kan argumentere for min forståelse ud fra nogle teoretikeres meninger.

Det hele udmunder nok i den konklusion, som jeg drog for nogle måneder siden efterhånden: Jeg finder det ikke interresant at formidle ting folk skal huske, jeg vil hellere formidle ting folk husker.

Lærerstudiet er heldigvis snart et overstået kapitel, og jeg glæder mig gevaldigt til at dele mine fremtidige oplevelser med dig.

Og nu til noget helt andet.

2.

For anden gang i mit liv har jeg oplevet den største afslutning på nært hold. Min morfar døde i sidste uge.
Tragisk? Nej. Trist? Bestemt.
De fleste tænker vel engang imellem på hvordan det hele skal ende, nogle mere end andre, og i min alder er det nok teoretisk stadig så fjernt at man ikke skænker de store tanker dertil. Jeg har tænkt meget over det, derfor var det også vigtigt for mig at være der for min morfar, da tiden kom.

I sidste ende kan man ikke håbe på andet, end at man går herfra på en måde der er en værdig, en måde man vil kunne acceptere i livet. Derfor er jeg også dybt taknemmlig for at kunne stå ved min morfars seng da han drog sit sidste åndedrag, og at min familie havde en dag til at sige farvel.

Jeg tror ikke på liv efter døden. Jeg tror ikke på genfødsler og ånder i flasker og olielamper... Men jeg tror på, at man kan give noget af sig selv videre, at man kan gøre et indtryk på nogen, som gør man ikke bliver glemt, men at de ting man har sagt og gjort også ændrer på andre, og nogle måske engang vil videregive noget de har fået af mig.
Dét er nok den vigtigste drivkraft for mig: Lysten til at bidrage med noget, der er mere end blot ligegyldigheder i strømmen af indtryk, om det lykkedes vil kun tiden kunne vise.

Så derfor vil jeg ikke fortælle om hvad jeg har mistet, men om hvad jeg har fået: Taknemmlighed, livslyst og et yderst eftertænksomt sind. For det kan jeg takke en mand der desværre ikke længere er her iblandt jer, men han er så sandelig stadig hos mig.

Hav en skøn uge.

Den udviskede 24-regel

2009-05-27T21:47:00.002+02:00

Min døgnrytme er ikke eksisterende. Og da årstiden har valgt at sætte solen på himlen det meste af tiden, hjælper det ikke synderligt på fornemmelsen af dag og nat.

Man skulle måske tro at en omgang sengetidsdisciplin vil kunne ændre på det, men ak! De søde håndværkere der skal male facaderne herude i kampzonen, skal jo også benytte et stillads, og da det er maling vi har med at gøre, skal det stillads skærmes. Resultatet? Et næsten komplet mørkelagt soveværelse.

Dvs. min evne til at vågne igen er næsten ikke eksisterende. Og de fleste der kender mig ved, at jeg har en tendens til at være relativt morgensur (eller kronisk sur?!), hvilket betyder vækkeuret ofte får at vide det bare skal holde sin mund når Mads sover.

Heldigvis har jeg så de morgener hvor arbejdet kalder... Så bliver det trætte korpus pisket op ved 6 tiden. Sådan en dag har jeg i morgen, og burde nok gå i seng - hvilket jeg egenlig også har tænkt mig, komplikationen ligger mere i det faktum, at min nuværende "rytme" gør, at søvnen først indtræffer ved 1 - 2 tiden i nat...

Regelen med 24 timer i døgnet er efterhånden lettere udvisket...

Men så igen, om 20 år siger jeg måske til mig selv: Mads, du skulle have nydt det! Så for at forhindre min egen bagklogskab, så vil jeg nyde ikke at have det store at lave, stress kan man altid få.

Hyg dig.

De sene timers eksistensovervejelser

2009-05-20T02:12:00.003+02:00

Alle har et værdigrundlag. Nogle er det bevidst, andre tror de er.

For nogle er penge en central værdi, mange stiler efter dem - og helst i så stor en mængde som muligt. Hvorfor har jeg svært ved at se - eller nej, jeg er ikke naiv, jeg ved godt at drømmen om den store villa, den dyre bil og fladskærmstv'et på en milliard tommer, for mange er grundlaget for pengedrømmen - men lige gyldigt hvilket materielt mål hvormed denne "usle mammon" skal anvendes, ændrer ikke på grundværdien for de valg der træffes.

Penge interesserer mig ikke - enten har jeg dem, eller også har jeg ikke. Her for tiden har jeg utroligt mange af dem, hvilket også har gjort mig bevidst om deres ligegyldighed.

I vores samfund er penge ofte forbundet med succes, og det er tilsyneladende det vi vil have. Sammenligningen skal helst falde ud til vores fordel - så er vi bedre end de andre.

Jeg kunne sagtens skrive et længere surt opstød her... Et vandfald af samfundskritiske formuleringer, men jeg vil gøre det kort.

Hvis bundlinjen på kontoen dikterer din lykke:

Mig imponerer du ikke, jeg misunder dig ikke nu, og misunder dig ikke i morgen.

Misforstå mig ej, jeg vil heller have dem, end ikke. Jeg er jo ikke komplet latterligt idealistisk. Men der er så mange ting jeg hellere vil have end penge, at de forsvinder i strømmen af fornødninger.

Hav en skøn uge. Uanset din bankbog, vil du have en ven i mig - om ikke andet, håber jeg det betyder lidt.

Ekko fra dybet

2009-05-19T15:33:00.003+02:00

Jaja! Jeg er her da endnu, håber ikke at du har givet helt op som læser... I morgen tager jeg til SPOT festival i Århus, så dér får jeg nok ikke skrevet så meget heller, men jeg vil da forsøge.

Mine sessioner hos min kognitive terapeut, Sebastian Swane, er ovre (for denne gang?!). En process der har lært mig mere om mig selv end noget andet, og på mange måder også lært mig en masse om mine medmennesker - i hvert fald i den forstand, at jeg ser min omverden i et andet syn end før. Dette er mest for det gode, men bestemt også for det onde. Ikke desto mindre har det givet mig en styrke der bliver svær at kæntre.

Mine nuværende mål er sat, og skuden er søsat. Nu skal der tjenes nogle penge, så jeg kan komme ud i den store verden. Jeg skal få skrevet så meget som muligt - deriblandt bestemt også herinde, mit engelske skal forbedres (på trods af, at jeg betragter mig som en ganske habil taler af sproget), og en masse andet... Der er nok at tage fat på.

Jeg er desuden begyndt til karate, jeg er øm overalt. Det er helt fantastik.

Hav en opfyldende uge, og måske ses vi i Århus.

Public Service

2009-05-11T02:03:00.002+02:00

Jeg får ikke lige skrevet så meget herinde for tiden - mest fordi jeg arbejder med noget andet skriftligt, men lidt public service skal der være plads til.

Jeg er netop gået i gang med at centralisere mine systemer, og har derfor skiftet mail - dette gælder også for messenger.

Hvis du har lyst, skal du være velkommen til at tilføje mig som ven (forudsat jeg ved hvem du er, ellers må du nok lige skrive en besked ved siden af, så jeg ikke ser det som spam. Dvs. har du et profilnavn der ikke er dit eget, af en eller anden uforståelig grund, så skriv lige hvem du faktisk er)

Min nye mail er: mads.hestbech at gmail.com

Hvis nogle skulle være i tvivl er "at" = @

Fascination af fortiden

2009-05-05T22:28:00.002+02:00

Måske er det et romantisk syn på fortiden, måske er det ikke, men én ting er sikkert: Budskabet og essensen af 60'erne og 70'ernes musik, med kærlighed, oprør og identitet er langt mere indholdsrige end den moderne musiks ligegyldighe og trivielle budskaber - bevares, budskabet er da ofte stadig kærlighed, men jeg finder tendensen til at være gået fra, at kærligheden er noget umiddelbart og tilgængeligt, til at være en kamp - noget smertefuldt og ulykkebringende. Dét synes jeg er trist.

Selvfølgelig skal der være plads til det hele, og selvfølgelig er der en uendelig stor variation at finde. Men den klare, lette måde rockens pionere viderebragte deres udtryk, den er svær at finde nu.

Der er noget ubeskriveligt i at hive vinylen frem, sætte den på afspilleren, feje de små støvkorn af og føre pickup'en ned til rillerne...

Når først den knasende lyd kommer fra højttalerne, så indtræder jeg i en verden der, for mig, repræsentere en tid jeg gerne ville have oplevet, i hvert fald en tid med et utal af koncerter jeg ville have set.

Måske lever jeg i lykkelig uvidenhed om realiteterne, men hvis man ikke kan drømme, hvad kan man så?

God tirsdag.

1. Maj

2009-05-03T13:20:00.002+02:00

Jeg betragter ikke mig selv som arbejder, i hvert fald ikke i klassisk forstand. Dog har jeg heller aldrig lagt skjul på, at jeg er klart venstreorienteret, så da fælledparken bød op til dans, skulle jeg da også have en svingom.

Jeg synes det er trist.

Jeg synes det er trist, at "arbejderne" er folkeskoleelever, gymnasieelever og andre studerende der blot ser endnu en undskyldning for at drikke bajere - bevares, på mange måder er jeg en del af disse, dog var jeg der med det klare mål at observere, og ikke "kæmpe".

For hvilken kamp er det egenlig der kæmpes? Jeg hørte en god del af dagens taler, og alle sammen havde én ting til fælles: Mundlort.

Måske er det groft, men det var hvad jeg hørte. Personlige spydigheder og retorisk uduelighed. Der blev snakket mere om Lars Løkkes glæde for fadøl end om politik, manden er jo blot et menneske, og fordi man er statsminister, må man så ikke snuppe en kold efter arbejde? Hvis man tænker på mandens ansvar, burde han da mere end alle andre have lov.

De røde faner flagrede højt i vinden, men jeg hørte flere gange ordet "skål" komme fra scenen, end "kammerater". Kampgejsten er erstattet af selvfedenhed og kapital, og de røde faner ville have haft mere nytte som hagesmæk når senneppen drypper. Den knyttede hånd bliver kun hævet når nogle træder på de nye sko.

Da jeg morgenen efter cyklede gennem københavns gader ved 6 tiden, på vej til arbejde, fløj mågerne lavt gennem de, mildt sagt, møgbelortede gader. Der mere end noget andet vidnede om fredagens oplevelse af en brug og smid-ud kultur, hvor vi kommer, tager og går igen, uden nogen form for ansvarsfølelse overfor det fællesskab de røde faner står for.

Det kunne være så godt... Det kunne være så godt...

Dagligdagens skønhed

2009-04-28T19:59:00.002+02:00

Det er fantastisk hvordan malerier og naturoplevelser kan berige ens humør og hjælpe med at sætte ting i perspektiv - hvordan det visuelle kan betragtes som smukt.

Det er fantastisk hvordan musikken kan tilpasses enhver situation, og hvordan enhver situation kan tilpasses musikken - hvordan lyde har direkte indvirkning på humøret.

Det er fantastisk hvordan dufte kan genkalde minder, kan fortælle om hvorvidt et objekt er tiltrækkende eller frastødende - hvordan sansningen gør det uhåndgribelige håndgribeligt.

Men når disse opleves samtidigt, når man kombinerer dem, så sker der noget, noget næsten ubeskriveligt. Oplevelsen foregår selvfølgelig i interaktion med det modsatte køn - en duft, et syn, lyden af en stemme - måske endda en smag, en fysisk berøring.

For mig er denne oplevelse den mest fyldesgørende definition på et skønhedsbegreb. Den perfekte stimulering af sanserne.

Og lad mig med det samme fastslå, at det her har intet med store bryster og smal talje at gøre - absolut intet. Oplevelsen er individuel, den er kun betinget af dig og hende, og den vedbliver i det små, i det ellers ubetydelige.

Det kan være hvordan personen holder på sin vandflaske, hvordan spidsen af tungen stikker lidt ud under fortænderne når hun smiler, hvordan hendes grin er som musik. Hvordan man forsigtigt men indgående observerer, for at finde hvad der er specielt, og må sande at intet ikke er.

Dét er skønhed, fordi den ikke kan diskuteres - Oplevelsen er helt din egen, og ingen kan tage den fra dig. Det er også det fantastiske - hvordan vi alle besidder skønheden, og samtidigt gør ingen af os, da den altid er betinget af hvem der ser.

Jeg glæder mig til den dag jeg kan sætte ord på hvordan oplevelsen er, når den gengældes fra den modsatte part, så heldig har jeg desværre ikke været endnu.

Sæt pris på dagligdagens skønhed, og nyd den.

Lidt om skriften.

2009-04-26T14:25:00.003+02:00

Jeg synes der er noget smukt over det skriftlige, som ikke findes i hverken rent sproglige medier som radioen, eller de store multimedier som tv og internettet.

Men jeg har måske en lidt anden holdning end så mange andre.
Det er vigtigt at pointere, at en stor del af den litteratur der læses, er oversat - og er derfor er skriften ikke et direkte udtryk for de billeder forfatteren maler, det er en formidlet fantasi vi får serveret. Derfor læser jeg også helst på orginialsproget nu, selvfølgeligt forudsat jeg forstår det.

Der er en klar æstetisk sammenhæng mellem forfatterens idé, og måden ordene bliver bundet sammen på. Man kan sammenligne det lidt med brugen af retorik i taler - Enhver kan genopføre en stor tale, men det er stadig kun den oprindelige taler der kan gøre det "rigtigt".

Og det er her min fascination er at finde, i muligheden for at viderebringe tankerne så konkret og direkte til modtageren. Teksten står som den står, man kan altid vende tilbage og læse igen, man bliver ikke forstyrret af store armbevægelser eller svingninger i styrke. Den er bare her, nøgen og klar. Den mest rå og ubarmhjertige form for kommunikation, og samtidigt den mest givende og smukke. Gennem teksten kan man male billeder for folk, hvor de har ubegrænset af tid til at forme dem. I en oplæst tekst danner man også billeder, men man skal følge med, ellers bliver man tabt. Men i læsningen går alt i eget tempo.

Nogle gange skylder man sig selv den nydelse, at dvæle ved ordet og ikke kun indholdet - Netop dette opnåes ikke i f.eks. filmatiseringer af bøger, og lad mig med det samme fastslå: Film er glimrende som underholdning, men kan efter min mening aldrig sidesættes med oplevelsen af det skrevne værk der går forud for den.

Hvorfor ikke? Fordi den umiddelbare oplevelse af værket ikke ligger i den filmiske fortolkning. Den konkrete filmiske fortolkning er kun én måde at sætte billeder på, ud af en uendelig række af muligheder. Det fantastiske ligger i den personlige sammenfatning af det der var før, nu og efter i forståelsen af teksten - disse tre, altså hvad du har læst, hvad du læser nu og hvad du tror der kommer, danner det billede som er unikt for teksten - Og hvis jeg skal det det sammen med det tidligere, så mener jeg at det mest fyldestgørende indtryk kommer i forfatteren orginiale formuleringer.

Denne sammenhæng findes i alt fra skønlitteratur til avisartikler. Enhver sætninger er udtryk for et valg, hvert eneste ord bør være valgt bevidst, i betræbelsen på at opnå netop det man søger med sin tekst.

Så hvis du er typen der hellere vil se filmen, end at læse bogen, så har du fuldkommen misforstået det hele. Så er du bare typen der hellere vil se en film.

Som jeg har sagt så mange gange før i bloggens korte levetid, det umiddelbare er vigtigere end man tror, og man kan så let blive fortabt i tolkninger og udredninger af forståelser, at man glemmer at læsningen i sig selv er en oplevelse der ikke kan sammenlignes.

God søndag.

Gammelklog undren eller noget om snakken?

2009-04-22T17:45:00.002+02:00

Jeg støder ofte på folk der stresser. Det kan være over alt fra opgaver, over arbejde og til forhold, forbehold og generelle holdninger.

Det lader til at være en genrel folkesygdom, det her med "Det jeg laver nu er nederen, men i aften bliver det godt" eller "Jeg vil hellere være ude i solen, men skal lige...".

Jeg synes det er trist, eller det er faktisk ikke helt korrekt, for jeg synes ikke kun det er trist, jeg synes også tragisk. Det er tragisk at folks fokus ikke ligger i den opgave de er ved at løse, eller rettere, at fokus ligger i det forelæggende problem, og ikke i løsningen.

Jeg siger ikke, at alle skal handle ud fra umiddelbar lyst hele tiden - selvfølgelig skal man være rationel og komme gennem de mindre motiverende ting. Men hvis der er ting i dagligdagen der virkelig er så forfærdelige, forekommer det mig yderst dumt at vedligeholde og acceptere problemet.

Der er selvføgelig også den mulighed, at folk der klager så meget, bare gør det for at få medlidenhed, opmærksomhed eller bare generelt virke interressante. I sådanne tilfælde er det blot sørgeligt...

Det vil sige vi har to tilfælde: Enten har folk et problem, eller også skriger de bare på at blive set.

Jeg vil derfor komme med tre bud på hvad man bør gøre:

Enten finder du ud af hvad dit problem reelt er, hvis du savner venner, anerkendelse eller omsorg, så find ud af hvad du kan gøre ved dét. Klynk hjælper sgu ikke.

Hvis du har et reelt generelt problem med motivation og engagement, så burde du jo nok finde ud af hvorfor - det var f.eks. hvad jeg gjorde, da jeg traf beslutningen om at stoppe på mit studie her til sommer. Problemer går ikke over af sig selv, man kan bilde sig selv ind at de gør, men at lyve for sig selv hjælper sgu ikke.

Og til sidst, hvis du blot som så mange andre sidder inde og bakser med noget, kigger ud af vinduet og ved du lige skal arbejde en time eller to mere, og så er det ud - så kig da på det positive i opgaven! Find tilbage til hele grunden til du sidder og laver det. At se på det negative hjælper sgu ikke.

At indse hvad problemet er, og gribe den konstruktivt og velovervejet an, dét hjælper sgu.

Jeg er på vagt, der er god musik i radioen, jeg hygger mig med at konstruere sproglige finurligheder i en opgave der ellers er lidt en kamel at sluge.

Tilfældige kradserier og aftenture

2009-04-21T12:45:00.002+02:00

Det lader til vejret har en sammenhæng med mit behov for at benytte bloggen. Der er så meget der kan løse sig under en god løbetur, derved ikke sagt at man kun kan løbe i godt vejr. Det ville måske være mere korrekt at sige min motivation hænger direkte sammen med vejret... Sådan er der så meget.

Måske er det også et generelt udtryk for, at jeg på mange måder har mere styr på mig selv, så om ikke andet vil indholdet herinde nok ændre karakteristik... Hvor jeg tidligere tænkte meget over mig selv, vender jeg nok i højere grad blikket udad.

Man kan vel sige, at den dag alt er harmonisk, er den dag jeg vil nedlægge skriveriet herinde - og med det mener jeg harmonisk i min tilværelse.

Formålet er at gøre sig selv overflødig.

Oprigtig interresse.

2009-04-16T17:10:00.003+02:00

Der skrives årsopgaver i disse uger.

Jeg gør egenlig også... Dvs. jeg er ikke rigtig begyndt endnu, heldigvis skriver vi dem i studiegrupper, og så længe jeg involverer mig i processen, og løfter min del af opgaven, behøves der ikke udvises et jordrystende engagement... Det skal nok blive en fin nok opgave, bestået/ikke bestået er jo som det er.

Det er jo som sådan en blandet fornøjelse at beslutte man tager skoleåret færdigt. Der skal nok en åbenbaring til, hvis jeg skal fortsætte med lærerstudiet, så på den måde vil nogle måske sige, at jeg lige så godt kunne droppe ud nu, men for mig handler det nok også om at afslutte det "ordentligt", og på nuværende tidspunkt vil det sige jeg færdiggør 1. år - så har jeg også sommeren til at tænke videre, og kan derefter altid melde mig ud i starten af 2. skoleår.

Men nok om det...

Jeg sad i bussen i dag, og foran mig befandt der sig en eksistens der nok havde et tvivlsomt forhold til alkohol og/eller stoffer. Det interresante indfandt sig i det øjeblik en børnehave meldte sin ankomst i bussen, for aldrig har jeg set en person udvise en så oprigtig interresse for børnene. Han hilste pænt på dem, og spurgte ind til hvad de havde lavet, på en måde som var selv den mest erfarne pædagog værdig.

Jeg siger ikke at vi bør erstatte pædagoger med drankere og narkomaner, jeg siger bare det er bemærkelsesværdigt hvordan beruselsens ærlighed, for et barn nemt opfattes som oprigtig interresse fra en voksen, og det er denne interresse der er vigtig at have, når man har med børn at gøre - når man altså er ædru.

Jeg tror det er denne oprigtige interresse jeg ikke besidder.

Hav en fantastisk torsdag.

Om overvejelser på godt og ondt

2009-04-14T16:06:00.003+02:00

Jeg kan egenlig ikke huske om jeg har skrevet det herinde, men da de fleste af dem der læser dette, nok i forvejen folk jeg snakker med jævnligt (men jeg er da lykkelig hvis der skulle være nogle derude som jeg ikke kommunikerer med normalt), så ved i nok godt allerede, at jeg tager året færdig på mit lærerstudie, og derefter skal finde ud af hvad jeg så vil.

Den umiddelbare tanke er at søge ind på journalistik - det er selvfølgelig ikke noget jeg har lagt mig 100% fast på, men jeg undersøger aktivt hvad det vil sige, og hvad det vil betyde for mig hvis jeg tager denne uddannelse (og kommer ind, ikke mindst).

Det betyder selvfølgelig at jeg vil være 23 når jeg starter på dette. Nogle vil sige at det stadig er ungt - hvilket det jo bestemt også er, men da mange af mine venner næsten vil være færdige kandidater eller lign. til den tid, er det svært for mig ikke at lave sammenligninger.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at nogle af disse sammenligninger er årsag til negativitet - mest fordi jeg nok får en irationel følelse af at være "bagud".

Men det er jo en fuldkommen ikke eksisterende diskussion, i det øjeblik man opfatter tilværelsen som et kapløb efter noget, misser man fuldkommen den umiddelbare oplevelse og nydelse af det øjeblik man eksisterer i. Eller sagt med andre ord, der er aldrig noget der er for sent, og det vigtigste er at gøre de ting man virkelig vil.

Fuldkommen irationel er jeg ikke, jeg tager første år færdigt på seminariet - så har jeg det, det handler for mig også om at færdiggøre det jeg har beskæftiget mig med i år, for mig er eksamen jo også en bekræftigelse i hvorvidt man har forstået det man burde, og eftersom det fag jeg skal op i - KLM - som sådan er interresant nok, lader jeg mig med glæde teste.

Hvad der konkret skal ske i det kommende "skoleår" er svært at sige - jeg leger med tanken om at tage til Afrika i et par måneder her til vinter. Ellers skal der skrives, læses, arbejdes og opleves så meget som muligt. Jeg tager tingene lidt som de kommer lige nu.

Endnu et skridt på vejen.

2009-04-11T16:40:00.003+02:00

Jeg var ude hos min morfar i dag. Han er indlagt på Herlev hospital, de konkrete omstændigheder er jeg ikke helt sikker på, og de er for så vidt og uinterresante.

Det er ikke fordi det står værre til, end man kan forvente når man bliver 85, faktisk er han stadig friskere end de fleste, og hjem igen det skal han nok også komme. Men alligevel måtte jeg lige sidde lidt ned da jeg kom ud fra hospitalet, bare sidde i solen og komme til hægterne.

Måske er det stedet, hospitalet. Sidst jeg var der, var det for at se min far for sidste gang, men bevidst kæder jeg ikke de to steder sammen følelsesmæssigt, så det var nok ikke gensynet med denne oplevelse, der stak til mig.

Måske er det bevidstheden om den dødelighed vi alle bær rundt på, om noget sted så er det vel hospitalet hvor denne kommer til udtryk. Men samtidigt er det også stedet hvor vi gør alt i hvor magt for at holde hinanden kørende så længe som muligt. Jeg har hørt negative eksistenser kalde stedet for dødens forgård, jeg ser det hellere som livets frontbastion. Så heller ikke her kunne jeg finde en forklaring på den følelse jeg havde.

Men så slog det mig, netop som jeg sad der, at det overhovedet ikke handlede om sygdom, død og hospitaler. Det var slet ikke hvad jeg havde set og hørt de sidste par timer, i selskab med mine bedsteforældre. Det var nærmere det modsatte, det var et overvældende vidnesbyrd om hvordan kærligheden kan binde to mennesker ubrydeligt sammen. Det var så tydeligt hvordan de afhang af hinanden, og hvordan den enes eksistens må synes umulig uden den andens.

Og dét er skræmmende, det er skræmmende smukt, men også skræmmende for min virkelighedsopfattelse. Jeg er blevet mere og mere bevidst om behovet, for at have folk omkring sig, for at elske og blive elsket. Jeg kunne sagtens pille dette fra hinanden ved basale psykologiske forklaringer, selv med min sparsomme viden på området, kan jeg se logikken i denne slutning. Men det vil ødelægge essensen af oplevelsen.

Jeg tror jeg efterhånden er nået til en forståelse for ét af de spørgsmål jeg har manglet svar på, på dette tidspunkt i livet.

Når handlingen overskygger resultatet

2009-04-11T11:39:00.002+02:00

For godt og vel en uges tid siden, skrev jeg en mail til en pige jeg længe har været interreseret i, det interressante er, at det er den første gang jeg har gjort sådan noget, mest fordi jeg ikke har lyst til at kunne sige at man havde en der "slap væk".

Jeg tror slet ikke vi ville passe sammen, og havde egenlig også forventet det svar jeg fik. Det er nok også grunden til jeg ikke er "knust" - bevares, selvfølglig er det ikke rart, men jeg kender i forvejen så mange fantastiske piger til at kunne falde sammen over denne, i stedet for at begræde hende, kan jeg jo glædes over alle dem jeg nu kan fokusere på.
For det er netop hvad det her handlede om - at få lagt tingene på bordet, så jeg definitivt kan komme videre... noget jeg også skal gøre med andre ting.

Så hey, det er en dejlig dag, jeg har fået en afvisning :D

Frisk duft af gammel krydderi

2009-04-09T22:24:00.002+02:00

Man siger en duft kan fremkalde et ellers glemt minde, det har jeg aldrig forstået før jeg selv oplevede det.

Det var i tirsdags, jeg var i Netto med Johan for at handle ind til den middag jeg spontant valgte at invitere de venner jeg lige var sammen med på det tidspunkt til. Jeg står i grøntafdelingen og dufter til nogle krydderier, og i det øjeblik mine næsebor opfanger dildens karakteristiske sommerduft står jeg der. Det er ikke noget med at jeg tænker mig tilbage eller forestiller mig det, nej, i det splitsekundt jeg først opfanger duften, der står jeg der.
Jeg er vel en 5 - 6 år gammel, det er i Kikhavn, min farmors sommerhus. Solen bager, og jeg løber rundt i køkkenhaven, mellem gulerødder og salat. Og så de langstilkede dildplanter, de var så fantastiske, man behøvede ikke bukke sig ned for at snuse til dem, og for en lille dreng kunne man næsten gemme sig bag dem.

Tiden efter blev overskygget af stridigheder i familien, jeg har ikke været i det sommerhus i 12 - 14 år, min farmor taler jeg sjældent med, og når jeg gør er det næsten som at tale med en fremmed.

Men alt det, som er hvad jeg umiddelbart husker, blev sidesat i det sekundt, og kort rejste hårene sig på armene.

Godt nok er den 6 årige dreng blevet 22, og meget er sket, men duften af den friske dild vil altid være den samme.

Fødselsdag

2009-04-08T11:29:00.002+02:00

For 22 år siden blev jeg født.

De første 3 - 4 års tid husker jeg intet fra (hvilket er naturligt, har jeg vist læst engang).
De efterfølgende år er også yderst sparsomme på minder, så dem rangerer jeg heller ikke synderligt højt. De betragtes nok mest som en nødvendighed i en process.

Det er egenlig nok først i slutningen af folkeskolen, jeg blev rigtig bevidst som evnen til at vælge selv, og træffe beslutninger - det var nok først der jeg blev et "rigtigt menneske" Og det var egenlig først efter gymnasiet jeg rigtig blev herre over min egen skæbne, for at sige det melodramatisk.

Og til slut, er det nok først nu jeg rigtig gør mig det klart, og begynder at overveje hvordan jeg vil gribe tilværelsen an.

Så godt nok er kroppen 22, men jeg tror mit sind er langt yngre.

Eller også er det bare en måde at romantisere (er det et ord?!) det at blive lidt ældre...

Endnu et essay...

2009-04-07T12:23:00.002+02:00

Jeg faldt lige over et halvgammelt essay, jeg skrev i starten af efteråret... Da jeg læste det igennem igen, blev jeg egenlig lidt glad for det - og da flere af de fantastiske mennesker der læser her, er lærerstuderende, vil jeg da lige dele det med jer:

Reflektionsessay over Formålsparagraffen

Problemformulering

Hvordan hører kristendomsundervisning hjemme, i et samfund med religionsfrihed?

Indledning

Efter flere gennemlæsninger af formålsparagraffen anno 2006, og kap. 6 i Helle Hinges ”Medborgerskab (2008)” – specifikt underafsnittet ”Et etnocentrisk folkeskoleformål”, rejste der sig et klart spørgsmål: Hvad er kristendomskunskabens klare rolle i folkeskolen, og hvor vigtig en rolle bør den have.

Med udgangspunkt i denne tanke, vil jeg undersøge sammenhængen mellem det afsnit i formålsparagraffens §1 der lyder:
”...gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer” (Hinge, Helle, Medborgerskab (2008) s. 73)

Og menneskerettighedernes artikel 26:
”...undervisning (skal) fremme forståelse, tolerance og venskab mellem alle nationer og racemæssige og religiøse grupper” (Hinge, Helle, Medborgerskab (2008) s. 77)

Et samfund i udvikling?

Den første tanke man må gøre sig, når man læser de to citater er, hvordan man i et religionsfrit samfund som danmark, kan vælge at opprioritere én religion frem for en anden, da man i folkeskoleloven har defineret dansk kultur i religionsmæssig sammenhæng, som værende den Evangelsk-Lutherske kristendom.
Når man sammenholder dette med det faktum, at vi for det første lever i et stigende multikulturelt samfund, hvor alle har mulighed for at deltage i folkeskoleundervisningen. Og vi samtidigt har friheden til selv at vælge religion – og bryster os af det, er det bemærkelsesværdigt, at vi i vores alment dannende uddannelse, vælger at forkynde én specifik religion.

Når menneskerettighedernes artikel 26 nævner, at vi skal fremme tolerance, forståelse og venskab religioner imellem, så må det være en forudsætning, at man i et samfund hvor man finder en bred religiøs repræsentation i folkeskoleklasserne, underviser fordomsfrit. Og det gør man ikke når man åbenlyst prioritere religionerne.
Så når man i fælles mål skriver, at vi skal være fortrolige med dansk kultur, men skabe forståelse for andre lande og kulturer, så bliver der også skabt en, mere eller mindre, bevidst kulturkløft. Der er derfor et klart paradoks at finde mellem fælles mål, og menneskerettighedernes artikel 26.
Det skal dog siges, at dette paradoks kun eksisterer i kraft af et samfund der vil arbejde for at fremme det multikulturelle, og være imødekommende overfor et stort globalt samarbejde. For det er klart, at netop denne definition af fælles mål, bidrager til at holde fast i fortidens billede af Danmark som værende et kristent samfund, et samfund bygget på ethnos (Hinge, Helle, Medborgserskab (2008) s 26).
For det må være klart for alle, at et demokrati i et multikulturelt samfund aldrig kan være bygget på ethnos, da ethnos kalder på en fælles kulturarv som i religiøs sammenhæng ikke eksisterer længere i praksis, og fælles mål sammenlagt med folkeskoleloven definerer Kristendom som værende en del af dansk kultur.

Der står på undervisningsministeriets hjemmeside, under kristendomskunskab, at det er muligt at blive fritaget for denne:
”Fritagelsesadgangen er efter sin karakter alene tænkt anvendt i ganske særlige tilfælde. Ved fritagelse er forældrene forpligtet til at sørge for, at eleven bliver undervist i sin egen og forældrenes religion, subsidiært oplyses om etiske værdier, dersom forældrene ikke bekender sig til nogen religion. Dette er forældrenes ansvar og er ikke undergivet nogen tilsynsmyndighed.” (http://www.faellesmaal.uvm.dk/fag/Kristendomskundskab/vejledning.html , Faget i skolen)

Hvis man skulle efterleve tanken om et religionsfrit samfund, burde undervisningen også bære præg at et alment forkyndende indhold, dvs. Et indhold hvor man går ud fra at ingen af eleverne har valgt religion, så vi derved kan skabe en forståelse for religionerne fordomsfrit. Hvis forældre ikke ønsker at deres elever skal deltage, skal de undervise enten i deres egen religion, eller i etiske værdier. Ved dette erkender vi som samfund, at vi underviser i kristendom, på trods af at vi i 1975 afskaffede Kristendomskunskab som et forkyndende fag. (Hinge, Helle, Medborgerskab (2008) s. 77) Ved at sige, at forældrene skal undervise i ”sin egen og forældrenes religion” skelner vi mellem elevens religion og det vi underviser i, i folkeskolen.

Konklusion
Hvad kan man så sige ud fra dette?
Man kan sige at den samfundsmæssige struktur vi har opbygget i Danmark, specielt i folkeskolen, på mange måder ikke hænger sammen med et religionsfrit samfund, for hvis man kalder en uddannelse for alment dannende, så må formålet vel være, at danne elever til at være i stand til at vælge religion, frem for at tvinge en religion ned over dem.
Hvis vi skal hævde at have religionsfrihed, så må vi forholde os til Artikel 26, og konstatere at det ikke handler om ”vores” og ”deres”, men en forståelse for ”alle” kulturer og religioner.
Min konklusion ud fra dette må være, at Kristendomsundervisning, i sin nuværende form, ikke hører hjemme i en alment dannende uddannelse, og at der er brug for en revision, enten af fælles mål, eller af folkeskolenloven, så vi kan få en definition af om danmark er et åbent land der praktiserer og opfordrer til religionsfrihed, eller ej.

De første spæde skridt.

2009-04-05T21:51:00.003+02:00

Enhver foretager sig ting de fortryder, og enhver oplever ting de ville ønske de ikke havde oplevet.

Men der findes noget der er værre, bevidstheden om noget man kunne have gjort, men som aldrig blev. Man kan forholde sig til konkrete oplevelser, og tage stilling til dem - på godt og ondt. Men man kan ikke forholde sig til de uopklarede muligheder, dem kan man kun spekulere i.

Det jeg prøver at sige, er at jeg på mange måder har isoleret mig i en illusion om noget, og derved ikke opnået det jeg ønskede - derfor tager jeg nu de første skridt på vejen mod realiseringen af mine ønsker.

Hvad det konkret er, har jeg ikke lyst til at dele med jer endnu, men på trods af jeg er hamrende bange for konsekvenserne, fortryder jeg intet.

Hvor intet vover, intet vinder.

Om at lede...

2009-04-02T18:48:00.002+02:00

Dagen i dag er den sidste inden påskeferien, eller måske burde jeg sige "var" den sidste, eftersom jeg har fri nu.

Jeg har længe gået og tænkt over, hvad der skal til for at kunne glædes over fremtid og nutid. Hvilke elementer der har afgørende betydning, for dannelsen af det syn man har på sin tilværelse, og den tilværelse man bestræber.

Flere ting står mig efterhånden klart. Dog er en af de vigtigste det, at det er en nødvendighed at have noget man går efter, det kan være alt fra at flette en kurv til at redde verden - det er for så vidt ligegyldigt.
Dette element har klart manglet for mig, jeg har i hvert fald ikke været det bevidst.
Efter flere samtaler og overvejelser, samt en påbegyndt samarbejde med min søsters netop erklærede kæreste (der er journalist), har jeg besluttet at forsøge mig med optagelsesprøverne til journalistik, men den snak får helt sikkert sit eget indlæg.
Allerede her kan jeg mærke en klar fysisk reaktion, jeg vil ikke komme ind på de nærmere psykologiske aspekter (noget jeg lærer meget om gennem min terapi), men det er en fantastisk oplevelse, når man bliver klar over den måde dine tanker kan mærkes på kroppen - og specielt hvordan du kan ændre på dem.

Efterhånden som jeg mestrer denne disciplin bedre og bedre, lærer jeg også mig selv bedre at forstå. Det er en lidt uhyggelig, men yderst lærerrig oplevelse at være fremmed i sin egen krop.
Der er en stor forskel på at vide hvorfor man har det skidt, og tro man ved det.

Så hvis du leder efter noget, uden at vide hvad - så kan jeg med sikkerhed fortælle dig, at svaret allerede kan findes, men ikke før du gør dig din egen person bevidst, og forstår hvem du egenlig er.

Jeg ved bestemt ikke hvem jeg er endnu, det er først nu jeg er begyndt at tænke over det, og det er der absolut intet skræmmende i, det er nærmere en fantastisk oplevelse.

Så hvis nogle skulle møde mig og tænke: "Du er da ikke dig selv", så vil mit svar klart lyde: "Du tager fejl, mere end nogensinde før, er jeg ved at være det".

Hav en god påske.

Et essay jeg netop har færdiggjort.

2009-03-30T12:13:00.002+02:00

Jeg har netop færdiggjort et essay der skal afleveres på onsdag, og da jeg læste det igennem slog det mig, at det skulle hele verden (der jo selvfølgelig læser her) også have mulighed for at læse...

Religion Og Samfundet

”Hvordan hænger kristendomsundervisningen sammen med den danske kulturarv”

Hvis man rådspørger sig i fælles mål, vedr. Hvad kristendomsundervisningen skal bidrage til, finder vi følgende formulering: ”...forståelse af kristendommens betydning for værdigrundlaget i vor kulturkreds. ”

Det vigtige ord her, er ”vor” kulturkreds, for det er klart at denne formulering allerede nu skaber en skel, når man kan snakke om ”vor” kulturkreds, kan man også snakke om ”deres”. Ergo skal de danske skoleelever lære, at det samfund de lever i er bygget op om kristne værdier, og det at være kristen er mere eller mindre at være dansk.

Det er et komplet unuanceret og snæversynet synspunkt at have, det er ligesom hvis vi sagde at alle grønlændere er kalaallitter. Ganske vist er der en unægtelig historisk sammenhæng, men derfor ser vi jo ikke befolkningen leve af spæk og bo i iglooer. Dog fastholdes der mange steder en snært af traditionerne fra den tid – f.eks. via folkedragterne. Dette er et glimrende eksempel på et samfund, hvor værdigrundlag og kultur ikke nødvendigvis har noget som helst med hinanden at gøre, tallene siger jo at 98% af befolkningen deroppe er protestanter – religionen har ikke nødvendigvis noget at gøre med værdiggrundlaget, den får blot æren.

Min påstand er, at det er en unuanceret, forældet og forkert antagelse, hvis man siger at de danske kulturværdier udspringer fra kristendommen, tværtimod kan vi se en historisk tendens mod afstandstagen fra det religiøse, i takt med udviklingen og grænsningen af danske værdier.

De såkaldte kristne traditioner som jul, har i realiteten ikke en bjælde med kristendom at gøre. Hvorfor? Hvis vi kigger på ordet ”Jul” stammer det fra ”Jól”, der er en hedensk midvinterfest, der blev fejret med mjød og sul. Og tager vi så stilling til det essentielle i dansk jul, er det mad og drikke – julefrokost, julemiddag, and eller flæsk? Det vi fejrer er jo stadig den hedenske fest, bare under et heftigt kristent dække. Juleaften er den eneste dag hvor familien Danmark går i kirke, hvorfor? Fordi vi på det tidspunkt af året gerne vil ”være kristne”, Ergo er det ikke kristendommen der skaber kulturen, men kulturen der gør at kristendommen stadig er der, ellers ville vi vel også gå i kirke resten af året?

Jeg har selv arbejdet 3 år i Bagsværd kirke som weekendvagt, og jeg kunne gang på gang observere de samme fem 80-årige damer værende de eneste repræsentanter fra menigheden.

Så hvis vi nu starter med at blive enige om, at kristendommen i praksis udøves af et stærkt fåtal af befolkningen, så kan vi gå ind og kigge på det historiske, og spørgsmålet om et kulturelt værdigrundlag.

Når nu jeg påstår at vores kulturelle værdigrundlag i praksis ikke er kristent, så er det vel også på sin plads, at jeg giver mit bud på hvad det så er.

Jeg vil påstå at grundstenen i dansk kultur er omskiftelighed, og evnen til at tilpasse os omstændighederne. Vi har historisk set gennemgået utallige skift i religion og synet på denne. Først var vi et hedensk folk, i ca 935 blev vi kristne, skiftet tog dog lige 600 år. I 1536 kom reformationen, men allerede i 1682 tolerede vi også Jødedom, Reformerte og Katolikker. I 1849 kom grundloven, og derved religionsfriheden. Og kigger vi nutidigt på det, har vi en stigende andel af muslimer og andre. Danmark er et gammelt land, og er bestemt ikke skabt på kristendommen. Den tro har bare sat sig tungt på den religiøse trone. Vi ér jo ikke kristne i anden forstand end på papiret, påsken fejres jo ikke, det er bare en dejlig ferie, og derfor skal den da ikke afskaffes.

Påsken er lige om hjørnet, og hvordan fejrer vi det? Ved at sende breve og smovse os i chokolade. Det har jo absolut intet med kristendom at gøre, men det er et glimrende eksempel på hvordan vi først må omskifte os, og derefter finde en tilpas fortolkning af højtiden.

Kultur har intet at gøre med hvad man siger man er, det har noget at gøre med hvad man reelt er. Det er fint med alle de bibelske tekster, men med mindre man ér en af de praktiserende religiøse mennesker, så er det ikke andet end en god historie. Du kan jo prøve at spørge dig selv, vil du helst have et påskeæg, eller til gudstjeneste?

Jeg kan selvfølgelig kun tale ud fra erfaring og observationer, det er svært for mig at udtale mig om den genrelle tendens, specielt fordi vi jo netop ér kristne, hvis vi altså ser på tallene – jeg er også selv medlem af folkekirken, men det er ikke fordi jeg er kristen, jeg er blot for doven til at melde mig ud, det betyder ikke noget for mig i realiteten.

Det jeg vil frem til er, at selvom mange danske traditioner og højtider er kristne, og størstedelen af os er medlem af folkekirken, så er det slet ikke det samme som at sige vores kultur er kristen – folk kommer jo ikke i kirkerne, folk fejrer jo højtiderne som dé ønsker det, og ikke som religionen dikterer.

Så når man underviser i kristendommen, er det helt fint at formidle de tekster og fortællinger der ligger til grund for de forskellige højtider – faget handler jo om religion, men man skylder også vores kultur, at snakke om hvordan vi så reelt betragter og fejrer højtiderne.

Så for at komme med det konkret svar på problemformuleringen, så vil jeg påstå at undervisningen hænger meget dårligt sammen med den kultur der reelt praksiseres.

Jeg spurgte en kollega hvordan han ville have det, hvis samfundet blev mere religiøst. Jeg vil lade hans svar stå som afslutningen på dette essay:

”Tjah, hvis jeg får flere fridage og de brygger en øl til lejligheden, så er den sgu god nok”

Om ugens begyndelse

2009-03-30T07:59:00.002+02:00

Jeg tror mandagen har stor betydning for hele ugens forløb.

Hvis man starter med en fridag, bliver resten af ugen måske lidt mere uoverskuelig, netop fordi vi skyder det hele igang med at sove længe og slappe af. Jeg kender mig selv nok til at vide, at starter vi ikke hårdt ud, bliver det svært at komme i omdrejninger.
Derfor kan man også lægge anderledes ud, som jeg gør denne uge, man kan stå op kl. 6 og tage på arbejde, derefter til dans, lave indkøbende i døgnnetto, lave maden ved 21.30 tiden og så gå i seng.

Og det er bestemt ikke fordi jeg klager, jeg får lavet noget og jeg elsker min danseundervisning. Oghvis alt flasker sig, giver det mig stof til eftertanke, stof jeg kan benytte mig af her.

Min uge bliver fantastisk, når dagen i dag går på hæld, kan jeg glæde mig til beskeden om min computer er klar til afhentning (7-9-13), en forhåbentlig fantastisk gammel elev weekend på højskolen, og når jeg har fri på torsdag, er der først påskeferie efterfulgt af 2 ugers fri til årsopgaven.

God mandag.

At fange en stemning

2009-03-26T19:14:00.003+01:00

Jeg vil gøre det kort: Nogle gange ser man noget, hører noget eller oplever noget der fanger en fuldkommen. Dette er sket for mig her på det sidste, ved Keanes "Everybody's Changing" - dybest set et normalt pop-nummer, men der er åbenbart noget i det der virkelig klikker for mig.

Hvis du har haft en lignende oplevelse, skal du være mere end velkommen til at dele den med mig.

Når fingrene tager styringen

2009-03-26T18:36:00.002+01:00

Alle folk har talenter, et af mine er at kunne slå hjernen fra og bare skrive noget. Nogle gange bliver resultatet skræmmende elendigt, andre gange bliver en lille perle skabt - noget jeg til stadighed kan hive frem og glædes over.

Samme egenskab kan benyttes når jeg laver opgaver og lektier, hvis motivationen er i bund og lysten væk - så slår jeg bare fra og skriver, jeg har efterhånden erfaret at kunsten ikke er at skrive det andre vil læse, kunsten er at skrive det der er værd at læse.

Jeg er netop igang med at skrive en opgave, men alt det som jeg umiddelbart finder værd at skrive om, er skrevet - bevares, hvis jeg begyndte forfra i hele processen med at indsamle viden, forstå den og sætte den i system, så kunne jeg måske finde flere aspekter, men det tillader tiden ikke.

Derfor sidder jeg nu her, og skal fylde lidt over en halv side ud med ord, heldigvis får jeg ikke skriveblokade, nærmere relevansblokade.

Se bare på dette indlæg, i bund og grund står der intet andet end: Hvornår bliver vejret bedre, og hvornår får jeg ferie?

Drømmer dagen væk

2009-03-25T20:47:00.003+01:00

Jeg er bestemt en drømmer, jeg er fantastisk til at fokusere på hvad jeg forestiller mig jeg vil have, fremfor at se på hvad jeg har. Sidde midt i noget, og bare drømme sig væk til noget man tror er bedre, men i virkeligheden bør man nok se på hvad man drømmer om overordnet, og så finde ud af hvorfor man gør det.

Når jeg gør det, så kommer jeg frem til ting der egenlig ikke overrasker mig, men som jeg alligevel ikke rigtig skænker en konkret tanke, før jeg tvinger min selv til det.

Jeg tror mange mennesker jager en drøm de ikke selv er klar over hvad er, penge? tjah, de gør da mange aspekter af livet nemmere, og måske nogle ting sjovere, men de ér bestemt ikke livet. Prestige? Det er vel relativt, bare fordi noget er svært at lave, er det jo ikke det samme som det er mere nyttigt end andet? Eller at det er bedre?
Jeg tror mere på intentionen i handlingen, lidt ligesom Kant - læge eller skraldemand, så længe man er stolt af det man laver, og kan se en mening med det, så har man vel ikke brug for mere?

Personligt drømmer jeg om alt, noget mere urealistisk end andet, og meget er yderst urationelt, men når alt kommer til alt, er det vigtigste ikke at glemme sig selv, når man drømmer om de andre - Jeg er fantastisk taknemmelig for hvad jeg har, og man behøver ikke have travlt med at opfylde drømme, for dem kommer der altid flere af.

Det jeg prøver at sige er bare, at det kan godt være jeg først kan søge ind på Journalisthøjskolen om 1 år, men i min verden skal jeg ikke vente et år, jeg skal blot nyde det jeg har nu i et år mere, inden endnu en rejse (forhåbentligt) begynder.

Det jeg prøver at sige er bare, at selvom jeg efterhånden savner at have en kæreste, så behøver jeg ikke være trist over ikke at have en, for et eller andet sted derude, sidder hun også og savner mig - og alene dét, er en fantastisk tanke.

Det jeg prøver at sige er bare, at alle drømmer, men det vil være så trist at vågne op en dag, og finde ud af man har sovet over sig.

Jeg er snart 22 år, jeg har hele livet foran mig - Og det jeg er mest lykkelig over er, at jeg ikke ved hvad der sker i morgen.

Han en god onsdag aften, og tak for du vælger at læse her.

Bitter på en tirsdag.

2009-03-24T12:56:00.002+01:00

Nabosprog. Et fag der undervises i, i folkeskolen, og et fag jeg derfor også skal kunne undervise i.
Jeg vil ikke skåne nogle for noget, det er simpelthen noget af det dummeste i det danske skolevæsen.
Fortæl mig lige hvorfor vi skal lære svensk og norsk? Historiske rødder? Undskyld mig, men begiver vi hos hen mod historien eller mod fremtiden? Hvis man endelig har et kommunikationsproblem, så benyt dog engelsk. Det er som om mange ting kun er gode idéer, fordi det lyder som en god idé.

Det er da langt mere relevant at lære børn om fremmede kulturer og det multietniske samfund - hellere bruge mere tid på at undervise i den verden i reelt lever i, det er jo ikke ligefrem fordi vores skoler bugner af norsk og svensksprogede elever. Hvornår har du sidst, spontant, haft brug for at forstå norsk og svensk? I forhold til hvornår du måske sidst undrede dig over noget ved en fremmed kultur? Måske nede på grillen, i kiosken eller ved din nabo endda?

Der bruges så meget tid på at fastholde den latterlige idé om norden som et fællesskab, og alt for lidt tid på at forstå og imødekomme forskellighederne. Men det er jo også svært at ændre noget, når hækken skal klippes og medisteren steges. Og så er det jo også vigtigt vi forstår hvad de blå-gule råber når Olsens drenge går på banen.

Nordisk fællesskab! Jeg brækker mig sgu.

Om at holde i

2009-03-23T10:25:00.003+01:00

I denne uge passer intet sammen, absolut intet.
Arbejde og skole ramler sammen alt for ofte, jeg er kaldt til møde om morgenen hvor jeg har aftenvagt samme dag, og som det ser ud nu er vi næsten ikke hjemme samtidigt i lejligheden.

Jeg ved godt at ikke alle uger er lige sjove, og heldigvis har jeg fri i weekenden, men jeg tror aldrig jeg har glædet mig så meget til ferie som nu.

Sådan er der jo så meget, og alting er relativt - men jeg glæder mig sgu til at lave ingenting.

Hav en god uge, jeg betragter vejret som vinterens sidste krampetrækninger.

Om fokus og struktur

2009-03-18T18:35:00.002+01:00

Det er besynderligt, min dag startede med min, for tiden, uhåndgribelige trang til at blive i sengen, hvilket jeg i dag også gjorde - i hvert fald indtil jeg skulle til et møde vedr. et musicalprojekt blandt UCC. Det var et godt møde, alt er i opstartsprocessen, og der er mange kreative og logistiske overvejelser der skal gøres, det er rart at kunne engagere sig i noget, uden det absolut vedrør studierelevante emner.

Jeg svinger meget i mine overvejelser, jeg har mange idéer jeg skal have vendt og drejet, både med venner og familie, men bestemt også hos Sebastian - min terapeut. Det står mig klart, at hvor jeg kan blive meget fortvivlet og angst over de tankespind jeg skaber, er jeg også tilbøjelig til at drømme meget om alternativer, det er absolut ikke nogen dårlig ting, det er jeg skal lære er dog at strukturere og overveje tingene konstruktivt.

Jeg kan mærke jeg selv er bedre til at slå fra, at være til stede hvor jeg er, og nyde de ting jeg ikke fortvivler over. Derudover prøver jeg at kombinere de svært uinspirerende ting med samvær og samarbejde, f.eks. skal jeg skrive en opgave med Andreas i morgen og fredag, det gør at udfordringen bliver mere overskuelig, i forhold til mit nuværende engagement.

For at være konkret kan man sige, at jeg stadig er meget i tvivl med hensyn til studiet, men siden jeg ikke kan samle mine tanker, bliver jeg ved derude. For det første for at komme ud blandt mennesker, for det andet giver det mig noget at lave - jeg elsker at skrive, og alt efter hvilken indgangsvinkel jeg har til skriftlige opgave, kan jeg sagtens finde dem udfordrende og spændende.

Det er netop skriftligheden, og interressen for denne, jeg er igang med at udforske - men jeg håber at kunne vende tilbage med mere om det senere.

Netop derfor vil jeg opfordre dig, hvis du har lyst, til at skrive en mail/kommentar om noget jeg måske vil kunne finde interresant at skrive om, måske noget du gerne vil høre min mening om (dog helst noget der er alvorligt ment). Jeg tillader mig, at gå ud fra du læser her fordi du har en interresse i mine skriftlige eskapader.

God onsdag.

Om at forlade sig selv

2009-03-16T23:31:00.003+01:00

Jeg har nok en depression, det er i hvert fald hvad min psykiater vurderer - for mig er det som at få konstateret ens ben er brækket, noget er i vejen og skal behandles, i mit tilfælde med kognitiv terapi jeg selv betaler.

Her kunne man måske forvente en udredning af hvordan omverdenen reagerer, hvordan jeg tager det og hvilke konsekvenser det har, men det er for mig ikke det væsentlige, i stedet vil jeg prøve at forklare hvordan det er jeg tænker, da det netop er her problemet ligger.

Måske er det fordi det er i sindet sygdommen ligger, at folk kan være berøringsangst eller uforstående overfor denne - det er ikke hvad jeg har erfaret, men eftersom min ærlig- og åbenhed bliver modtaget som en "flot" ting, må dette betragtes som et generelt udtryk for tabu'et der ligger i dette emne.

Da jeg ingen faglig viden har på punktet, kan jeg ikke forklare sammenhængen mellem tankerne og de fysiske reaktioner, og vice versa. Det jeg kan, er at fortælle hvad det er jeg netop gennemlever, jeg vil ikke kunne beskrive de konkrete tanker, disse er for flyvske og skiftende til at give et forståeligt indblik. Til gengæld kan jeg prøve at forklare sindstilstanden, sådan som jeg oplever den.

Det er ikke fordi jeg går rundt og er trist hele tiden, det er en forsimplet og misforstået forståelse for oplevelsen, vi skal helt ned på et dybere eksistentielt plan, for mig handler det om hele opfattelsen af min egen eksistens - et klart spørgmål om hvad og hvorfor rejses.
Dette er bestemt ikke ualmindeligt, de fleste spørger nok sig selv mange gange gennem livet hvad det er de vil, og hvorfor de gerne vil det.
Men forestil dig så at du stiller dig selv det spørgsmål, og ikke kan finde et svar - lige gyldigt hvor du kigger, lige gyldigt hvordan du vender og drejer det.

Jeg kan godt finde svar på noget, hvilket er det der holder mig oven vande lige nu. Kærlighed, venskab og samvær er essensen af eksistensen. Jeg holder min værelsesdør åben når jeg går i seng her for tiden, ikke fordi jeg ikke vil være alene, men fordi jeg vil mærke jeg er sammen med andre - der er en forskel. Jeg har nok en depression, men samtidigt har jeg aldrig været mere glad for mine venner og familie, alting har nuancer og nogle ser man bedre end andre.

Jeg tror at jo værre en depression er, jo sværere er det at se disse nuancer, eller jo mørkere ser man dem - nogle vil sige jeg forenkler, men for mig er det at forstå, i hvert fald for i aften.

Jeg begynder snart på min terapi, hvad dette indebærer kan jeg ikke konkret vide, men for mig er det den største rejse jeg endnu har begivet mig ud på. Nogle tager til Indien for at finde sig selv, jeg tager til Amager.

Det jeg prøver at sige er bare, at hvor der er ting jeg slet ikke kan overskue i mit liv lige nu, ting der gør jeg kan blive angst, bange og fortvivlet - hvor alle nuancerne forsvinder, og jeg bliver fanget i et mørkt og uforståeligt sindsleje. Så er der også ting jeg endnu bedre end før, og som min taknemmelighed for er uanet.

Istedet for at fokusere på det jeg ikke forstår, så prøver jeg at fylde mit liv med det jeg sætter pris på - så kan jeg arbejde på det uforståelige med min terapeut.

Om at tage tyrene ved hornene

2009-03-04T18:50:00.002+01:00

De sidste to dage tog jeg ikke i skole - jeg har fraværet til det, og kunne ikke overskue det om morgenen, dog har jeg besluttet mig for at tage afsted i morgen.

Den sidste måneds tid har mit humør været meget svingene, skræmmende svingene til tider... Siden det er en udvikling jeg ikke helt forstår, har jeg besluttet mig for at gøre noget for at finde ud af hvad der foregår.

Jeg har altid gennemtænkt over funderet meget over ting, jeg tror det er hvad der giver baslag, eftersom jeg kan mærke at det mine tanker der gør jeg får det skidt.

Ikke desto mindre begynder jeg på kognitiv terapi fra næste uge af, det er ikke helt billigt, men efter jeg har læst en del om metoden, er jeg overbevist om at det er det rette at gøre. Forhåbentligt kan det hjælpe mig med at få styr på mine tanker, og give mig nogle værktøjer til at tackle dem der har en negativ indvirkning på mit humør og min dagligdag, og vigtigst af alt hjælpe mig til at forebygge problemer der måske kan komme, hvis jeg ikke tager mig af dem nu.

Desuden har jeg også besluttet at holde mig helt væk fra alkohol, i hvert fald indtil jeg føler jeg bedre kan overskue det hele (for flere af mine gamle venner vil dette nok virke chokerende ;) )

Så lad dette være min anbefaling til dig, om hvis du skulle have tanker eller andet i din dagligdag, der gør du ikke kan leve fuldt ud, og der gør du bliver trist og bange, så tal med nogle om dem - problemer går ikke væk af sig selv. Mig f.eks. jeg har allerede snakket med flere gode venner, og hvor de har lært meget om mig, har jeg også lært meget om dem...

Jeg håber du får en fortsat god onsdag, indtil videre har min været glimrende, alt taget i betragtning.

Om humor

2009-02-26T21:03:00.002+01:00

Humor er en sjov størrelse, den er publikums og situationsbestemt - spørgsmålet om hvorvidt man "har" eller "ikke har" humor, er jo relativt. Den evige kilde til klogskab - wikipedia, siger dette om humor:

"Humor er dels evnen til at opfatte noget som morsomt, dels det som er morsomt og dels evnen til at kunne fremkalde morsomme situationer eller udtryk."

Humor er altså tre ting.

Hvis humor er evnen til at opfatte noget som morsomt, må man gå ud fra man først rigtig har humor når man kan se det sjove i alt - så må man virkelig have en evne, og derfor humor.

Hvis vi så går skridtet videre, må vi gå ud fra at hvis det som er morsomt = humor, og at man fuldt ud har humor når man kan se det morsomme i alt, må alt altså være humoristisk.

Dvs. at alt er humoristisk, og du kun har humor hvis du kan opfatte det.

Den sidste definition vedrør det at kunne fremkalde det humoristiske, altså formidle det sjove vi ser, videre til andre. Men her render vi ind i et paradoks, for hvordan ved vi om det er os der er dårlige formidlere, eller de andre der er dårlige modtagere? Eftersom man skal kunne se det morsomme i alt for at have humor, så er formidlerens rolle ligegyldig, da uanset hvordan han formidler det, er det humoristisk.

Vi kan så konkludere at alt er sjovt, eftersom det kun handler om at kunne se det sjove i det.

Så næste gang du beskylder nogen for ikke at have humor, så tænk over: har du selv?

God torsdag aften derude.

Om at være...

2009-02-24T20:59:00.004+01:00

Jeg havde syv timers undervisning i dag, der er fordele og ulemper ved at have et studie der har mindre forberedelse, men flere timer at forberede sig til. En af fordelene er at jeg har nemmere ved at opdele studie og fritid - jeg er absolut ikke dygtig nok til dette, men jeg prøver ihærdigt.

Kunsten at kunne koble fra, er en kunst jeg skal mestre. I dag fandt jeg én måde at blive bedre til dette.

Andreas, en god kammerat gennem et par år nu, der samtidigt også går på Zahle, havde budt mig på kaffe og boller i dag, og kun en tåbe takker nej til sådan et tilbud. På trods af at han og jeg er forskellige mennesker på mange punkter, har det ingen betydning når man som os, kan tale åbent og fordomsfrit.

En af de ting jeg bliver mere klar over, efterhånden som min selvbevidsthed udvides, er hvilke roller man antager i forskellige sammenhæng. Og jeg ved, at når jeg sidder uforpligtende og åbent med mennesker, og jeg selv føler at "nu er jeg mig, og ingen anden", så ved jeg at jeg er med sande venner.

Jeg bliver i højere og højere grad, i stand til at se hvor mange af disse mennesker der er i mit liv, og bevidstheden om dét, skaber en uvurderlig glæde...

Så tak for i dag Andreas, trøjen du gav mig klør' lidt, men på den gode måde.

Om farvelagt struktur.

2009-02-22T23:30:00.005+01:00

Jeg sidder netop og kigger på min kalender.

den næste måneds tid bliver stresset, der er alt for mange små farvede firkanter inde i de nydeligt arrangerede kvadrater der udgør marts måned.

Lyseblå er dominerende, det betyder undervisning. Så kan jeg indstille mig til at skulle læse en masse.

Lilla er den sociale farve, den fortæller mig at jeg skal koble fra, at jeg skal ud og fodre min egen umættelige sult efter selskab og oplevelser, den er der desværre ikke så meget af endnu, men den pensel har jeg altid i baglommen.

Sort betyder jeg skal lukke mig inde, afleveringens farve - den er først at finde bagerst i det billede jeg kalder Mads' marts, så den vil mit øje glemme for nu.

Den røde farve er arbejde, den får jeg først fyldt på i morgen, hvor jeg skal til møde, heldigvis først klokken 10, så jeg kan godt tillade mig at tænde et levende lys og lade den flakkende orange farve blive blandet med Norah Jones' stemme, i aften kan jeg alt.

Jeg håber der vil blive et par blanke hvide kvadrater tilbage, et par lærreder jeg kan male uden omtanke og mål.

Så kære læser, hvem du end er, husk på: Uden et blankt lærred, får du aldrig malet noget nyt.

Det umiddelbare

2009-02-21T01:42:00.004+01:00

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har en forkærlighed for sangtekster, og lyrik skrevet i musisk sammenhæng. Min første regel mht. denne blog, var at jeg skrev det umiddelbare, det jeg tænkte i situationen, og når jeg ligger her, efter en fest og klar på at sove, finder jeg med vilje et bestemt nummer frem, en serie af ord der sender mig ind i søvnen. De ord vil jeg slutte dette indlæg af med, det er ikke fordi jeg har noget på hjerte, det er fordi jeg netop vil være tro mod mit eget løfte, og nedskrive ting, fordi jeg har lyst til det.

Så til lyden af Niel Young:

Well, I dreamed I saw the knights
In armor coming,
Saying something about a queen.
There were peasants singing and
Drummers drumming
And the archer split the tree.
There was a fanfare blowing
To the sun
That was floating on the breeze.
Look at Mother Nature on the run
In the nineteen seventies.
Look at Mother Nature on the run
In the nineteen seventies.

I was lying in a burned out basement
With the full moon in my eyes.
I was hoping for replacement
When the sun burst through the sky.
There was a band playing in my head
And I felt like getting high.
I was thinking about what a
Friend had said
I was hoping it was a lie.
Thinking about what a
Friend had said
I was hoping it was a lie.

Well, I dreamed I saw the silver
Space ships flying
In the yellow haze of the sun,
There were children crying
And colors flying
All around the chosen ones.
All in a dream, all in a dream
The loading had begun.
They were flying Mother Nature's
Silver seed to a new home in the sun.
Flying Mother Nature's
Silver seed to a new home.

Godnat.

Søren Kragh

2009-02-18T15:53:00.004+01:00

Søren Kragh-Jacobsen har lavet meget god lyrik, personligt er jeg ikke den store fan af "kender du det", eller lad mig sige det sådan: Den er god som det den er for mig, en ligegyldig festsang.

Men det var ikke hvad jeg ville skrive lidt om. På albummet "Isalena" er der to vers i første nummer "som en rose" jeg ofte betages af, versene giver mig altid lysten til at komme ud og opleve mine omgivelser, en påmindelse af at man altid er omgivet af noget smukt, opgaven ligger blot i at se det og indstille sig på at nyde det.

Da jeg ikke er helt inde i det her system, kan jeg desværre ikke lægge lydklippet op, men det er også teksten det handler om, så lad mig slutte dette korte indlæg af med Sørens egne ord, om Svend-Erik og tiden efter sin skilsmisse, indtil han finder noget smukt.

"Han lusker ned i centeret om aftenen, den sidste flaske rødvin er blevet kvalt. I gadens porte blomstrer amoriner, men hans sidste regning er betalt. Den tid med hede kinder og med hjertebanken, den side er nu gråt papir og visket blankt. Nu siger kassedamen, det er fire kroner mer' hun skal ha'. De skide flasker rødvin stiger snart hver anden dag"

"Svend-Erik fumler løs i lommeulden, behøver dullen være så præcis? Og køen vokser støt han mærker kulden, kan det nu være rigtig med den der pris? Han mumler noget om at finde en anden vin, så sender kassedamen ham et kæmpe grin, det er cool nok hun er fræk og gør ham slap som en klud. Men behøver kassedamen se så forbandet dejlig ud."

- Jeg er ikke så stor fan af omkvædet, men jeg vil anbefale dig at høre nummeret.

Paradise Hotel

2009-02-15T14:51:00.027+01:00

Jeg er på vagt, og stener - så nu vil jeg prøve at live-blogge om Paradise Hotel, mens jeg ser det - ligesom eb.dk gør med sportsbegivenheder.

1. Afsnit

14:53: De mandlige deltagere ankommer, de er spændte, og forventningerne er høje, de glæder sig til at se damerne. Selv smører jeg mig en makrelmad.

14:55: De begynder at præsentere pigerne for drengene, klapsalverne er tilsyneladende proportionelle med bryststørrelsen, jeg forstår logikken. De glæder sig alle til fest, Sanne f.eks. laver ikke andet. Drengene var ikke så imponeret over hende, jeg føler med dem. Til gengæld var hende med siliconebrysterne "rigtig cute", hurra!

15:00: De har 5 minutter til at danne par! Åh nej! Der er to der vil have Kit! Drama, jeg får næsten makrellen galt i halsen, og hvad med hende ingen vil have?

15:05: Pigerne skal mødes, de har noget tilfælles, jeg som seer ved at de alle har været sammen med den samme fyr, men det ved hverken pigerne eller drengene! Det er som en bombe under idyllen - klassisk berettermodel hvor konfliktoptrapningen er i fuld gang!

15:06: Reklamer, jeg må vente i spænding.

15:12: Gleager bliver introduceret, Point of no return! Shit! Jeg tisser næsten lidt pga. spændingen!

15:19: Så skal sprutten på bordet, og de leger "Jeg har aldrig". Der er allerede lagt i ovnen til intriger og drama! Jeg er pisse mæt, har spist for meget makrel.

15:22: Reklamer igen, jeg bliver snart skør hvis jeg ikke får en form for afslutning på spørgsmålet om Gleager og pigerne, og hvad med de andre karle?

15:27: Drengene snakker om opdelingen af gruppen, begrebet "Twilight Zonen" bliver indført, og noget med at "spille spillet", jeg er usikker på termologien, så lige nu vil jeg blot observere.

15:33: Første afsnit er ovre... Jeg er fangen i fælden, jeg ved ikke hvad det er. Måske er det dramaet, eller de dybe karakterer! Måske er det de sociale aspekter der bliver udfordret, eller udforskelsen af relationerne mellem mand og kvinde! Jeg vender stærkt tilbage.

2. Afsnit

15:41: Det lader til vi skal have uddybet Kits forhold til Gleager, som hedder Mads til fornavn - der er nu skabt en relation mellem programmet og mig, jeg kan mærke jeg engagerer mig følelsesmæssigt.

15:48: Pigerne skal åbenbart vælge om Gleager (og jeg) må blive på hotellet, det ene drama erstatter det andet - vil vi nogensinde opnå forløsningens glæde strømme over os? Phew, jeg må snart have mig lidt mere kaffe.

15:56: Pigerne skal nu til at vælge, jeg er mest spændt på Kits beslutning. En af pigerne erkender at Gleager er den lækreste fyr på hotellet, så alt kan ske!

15:57: Kit gav ham rosen! Hun siger det er taktisk, men jeg tror ikke på hende! Vi har nu 2 roser, kun én mangler.

15:58: 3 roser. Sådan!

15:59: 5 roser, alle tøserne vil have Gleager, sweet fucking deal.

16:02: Shit! Gleager skal stemme en ud! Men de sagde jo alle at de ville beholde ham på hotellet! Hvad skal han gøre! Jeg føler med ham.

16:12: Fest blandet med taktisk spekulation blandt deltagerne, der er ikke så meget andet at gøre end at følge med i udviklingen, jeg er begejstret for at man kan være ukoncentreret men stadig følge med efter lidt tid væk.

16:15: Dette afsnit sluttede med endnu en cliffhanger, der bliver vist introduceret endnu en pige snart. Har hun noget med Gleager at gøre? Lad os håbe, de andre drenge kommer tilsyneladende i krise over den opmærksomhed han får.

3. Afsnit

.... Jeg må nok indrømme at jeg nu må stå af, hertil og ikke længere gik mit engagement, jeg havde egenlig tænkt at skrive en masse ævl om det hele, men i sidste ende har jeg kun én ting at sige:

Hvor er underholdningsindustrien sølle, godt at man bare kan slukke.

Jesus fucking christ.

14. Feb.

2009-02-14T13:10:00.008+01:00

Tanker tænkt i bagskidens klogskab er altid en blandet fornøjelse, men ikke desto mindre er det hvad jeg har på menuen.

Sankt Valentin, skytsengel for kærestefolk og epileptikere. Allerede her vælger jeg at stå af, dengang der skulle helgenkåres valgte de åbenbart at effektivisere, og hr. Valentin måtte gå på kompromis - men vi ser sgu ikke blomsterhandlerne sælge buketter med ordene: "Jeg håber du undgår blinkende lys - din valentin".

Disse former for selektive festdage er til at brække sig over, der findes så mange helgener man kunne fejre på måder der er langt mere prisværdige end at fylde sig med chokolade og blomsterkranse - og jeg siger ikke at man skal afskaffe festdage, jeg vil blot minde om at Valentins dag er, i Danmark, indført af blomsterhandlere i midten af 90'erne (først afprøvet i 50'erne, men der bed vi ikke på) og det derfor næppe kan betegnes som noget der bunder i andet end et ønske om øget kapital.

Hvad med at fejre Karl af Flandern? Han uddelte brød til de fattige og var deres beskytter under hungersnød. Hvis man endelig skal indføre nye mærkedage, så lad os da vælge noget der rent faktisk er en helgen værdig. Er jeg hellig? Ja gu' er jeg det, det er jo netop det, der er hele pointen.

Når jeg engang får en kæreste, så kan hun få en blomst og et chokoladehjerte hver eneste dag, bortset fra i dag, det er sgu ikke når du giver din udkårne buketten, at du fejrer Valentins dag, det er når du smider 100,- for den i Interflora.

Hvis du endelig skal give en blomst, så køb et eksemplar af "Hus Forbi" eller noget, og fold den.

Valentins dag er den eneste dag på året hvor kærlighed er usmagelig.

- Og ja, det er sikkert alt sammen noget jeg siger fordi jeg ikke har en kæreste (så spar mig de kommentarer).

Og lad mig så slutte af med et nummer fra teaterforestillingen "Biblen" der blev vist på Nørrebros teater, klik her.

En hektisk tid skaber mange tanker..

2009-02-11T14:13:00.004+01:00

Hej igen! Når man har meget at tænke over, så har man meget at skrive om.

Jeg er glad for at jeg kunne nå at trække min udmeldelse fra studiet tilbage, en sådan beslutning kræver længere tids overvejelser og tanker... Lige nu laver jeg min praktikrapport, heldigvis havde jeg skrevet meget af den oppe i mit hoved, så lige nu kører det bare derudaf.

Efter denne halvanden dags kaos, står det mig klart, at jeg er nødt til at strukturere det hele lidt mere - jeg skal mødes med min søster i aften, så får vi lige snakket tingene igennem.

Jeg er glad for at netop denne beslutning om at være ærlig, og ransage mig selv, fik mig til at indse at problemet nok ikke ligger i mit studie - det er i hvert fald en for hurtigt draget konklusion. Jeg skal lære at fokusere på de små ting, sige hvad jeg er glad for, og hvad jeg er ked af, sige fra og sige til.

Jeg skal i hvert fald ikke løbe væk fra noget - Så her er jeg, jeg er et vanskeligt sted i mit liv, men denne gang vil jeg nedkæmpe problemet - omfavne det, forstå det og arbejde med det.

Hvis jeg sagde jeg har det bedre, ville jeg lyve- men jeg er på vej i den rigtige retning.

3 dybe indåndinger, jeg har tid nok.

Og så kom det virkeligt...

2009-02-11T11:10:00.002+01:00

Jeg ved ikke hvad der er galt med mig, men mine personlige problemer skal ikke gå ud over mit studie - jeg har meldt mig tilbage på studiet, jeg nåede at trække den tilbage... Phew, det var den mærkeligste tid i mit liv - min personlige udvikling vil fortsætte, og det vil mit studie også.

Jeg synes jeg sidder fast

2009-02-10T20:41:00.003+01:00

Jeg har meldt mig ud af mit studie.

Jeg sidder på min seng, jeg har aldrig været så forvirret dog ej heller så sikker. Gennem længere tid har jeg gået rundt og været i tvivl, jeg har absolut ikke været på toppen - af flere forskellige årsager.

For først at sætte ord på beslutningen, så har jeg valgt at stoppe, fordi jeg er overbevist om at jeg ikke vil være lærer, den naturlige beslutning for mig (den har været meget svær) har derfor været at stoppe. Hvor beslutningen har skabt spøgsmålet om hvad der nu skal ske, har den også samtidigt skabt en lettelse, en følelse af at kan begynde på noget nyt, begynde på fokusere på mig, og på hvad jeg vil.

Jeg skriver her for at sætte ord på mine tanker og mine følelser, og den første regel jeg lavede var, at jeg ikke skulle censurere noget, det her er mig uden filter.

Jeg har nogle problemer, jeg ved ikke selv hvilke, men jeg ved de er der. Jeg tror det er noget der bunder i mig som person, noget der gemmer sig under overfladen, men som jeg ikke selv kan sætte ord på. Jeg kan mærke at jeg lukker mig inde, jeg har skabt forventninger og fordomme der tynger mig, og gør mig utilpas, disse skal jeg have antastet.

Man siger at halvdelen af vejen er at indse problemet, og derefter arbejde med det.

Jeg vil derfor slutte af med at gøre noget, jeg ikke selv troede jeg kunne.

Far, jeg elsker dig, og jeg ved du elsker mig. Men jeg vil aldrig gøre som dig, hvad du har gjort vil jeg aldrig tilgive dig.

Mie og mor, jeg elsker jer mere end nogle andre, i er alt for mig og i vil altid være hos mig.

Og til alle mine venner der måtte læse det her, i skal vide at intet i verdenen er noget værd, uden nogle at dele det med, tak for alt vi har haft, og tak for alt vi får.

Jeg er Mads Hestbech, jeg er på tærsklen til noget nyt, jeg vil lade dette indlæg stå med mit håb om at jeg kan finde den jeg er, for jeg ved det ikke selv.

Så her står jeg, jeg har skrevet det hele, og overvejer nu at slette det, beslutningen skal træffes.

halvanden uge inde

2009-02-08T14:05:00.002+01:00

Bloggen har nu været i luften i godt og vel halvanden uges tid.
Den respons jeg har fået, har været positiv - folk har udtrykt en hvis grad af interresse for min gøren, min laden og mine tankespind.... Nok er mængden af indlæg sparsom, men dog stadig stigende, min skrivelyst er ikke svindende i hvert fald.

Jeg kunne fortælle om min weekend, men det er der ingen grund til nu, som man måske kan læse udfra tidsstemplet på det indlæg jeg skrev om turen på RUST, så var det skrevet midt i branderten, med sådanne ting er skrivelysten kun at finde i den umiddelbare situation, hvor jeg bare skal fortælle det til nogen.

Det eneste umiddelbare nu, er at det er søndag, jeg drikker kaffe, min praktik er færdig og fra i morgen af påbegynder jeg rapportskrivningen. I morges hjalp jeg min søster med hendes nye computer.

Rasmus får gæster i aften, så vi skal vaske op, jeg tror jeg vil se en DVD senere, eller måske tage en lur.

Jeg kan forestille mig at din dag på mange punkter kan sammenlignes med min: Stille, rolig og uinterresant.

Og dog, jeg kigger ud af vinduet - for første gang i en menneskealder skinner solen, himlen er blå og kulden er ikke længere bidende, men opfriskende.

Hvem ved, måske er de ligegyldige dage vigtigere end man selv aner, hvis blot man ser efter.

God søndag, dig som læser.

Stressende opstart

2009-02-03T14:42:00.003+01:00

Min praktik er snart ovre. En tid hvor jeg har lært meget, men absolut ikke følt mig presset til det yderste.

I dag var jeg så til vejledning i KLM (Kristendom-Livsoplysning-Medborgerskab) vedr. et projekt der skal laves til slutningen af februar, egenlig burde vi have påbegyndt arbejdet for længe siden, men sådan skulle det åbenbart ikke være.

Det var det første gensyn med seminarielivets hverdag i det nye år, og jeg glæder mig da til at leve et simpelt liv med lektier og trætte morgener. Desuden har jeg tilmeldt mig et frivilligt kursus som begynder i min ferie - så sker der da noget.

Når jeg hører nogle tale om deres studier, siger de ofte at "der er jo lys for enden af tunnellen" - Det er da også fint nok, men jeg vil hellere have min egen lygte med, og så udforske den skide tunnel - få alle de oplevelser og inputs med som jeg kan... måske også derfor jeg har det laveste fravær på mit hold. Bevares, jeg kan da også sove længe, men ikke når der er noget at stå op til.

Selvom det kan være stressende at skulle starte op igen, så er det at nyde sit studie og lære så meget som muligt, sjovere end at brokke sig over det hele.

Mere end nogensinde før, forstår jeg hvad det betyder at leve i nu'et.

En svag smag af tyggegummi

2009-01-31T04:23:00.003+01:00

Det er pudsigt, den ene dag er jeg trist over tilværelsen, og den næste er jeg glad ved livet...

Om alt er, vil jeg ikke kede folk med længere forklaringer, måske netop fordi det hele står klart for mig: Jeg tog i byen med vennerne, tog fra sted til sted og endte ved RUST, hvor jeg egentlig havde tænkt mig at tage hjem, men da jeg alligevel havde gratis indgang fra Zahles af, kiggede jeg da ind.
Gik lidt omkring, tog et shot og gik videre, endte på dansegulvet med en tilfældig, ukendt pige.

Det er så ubetydeligt, og alligevel kan det betyde alt, og det var den bedste gåtur hjem længe... Men når alt kommer til alt, så smager mine læber stadig af sukkerfyldt tyggegummi. Tak! Hvem end du var, du gav mig hvad jeg tilsyneladende manglede, om end for en kort stund.

Som en lille dreng

2009-01-29T17:56:00.004+01:00

Det er sjovt, selvom man ér flyttet hjemmefra, selvom man selv gør de daglige indkøb og selv ordner sine problemer, så er der tidspunkter hvor man pludseligt er en lille dreng der gemmer sig bag mor.

I dag skulle jeg have tre timer i en SFO, vi skulle i skøjtehallen. Da jeg kom derover blev jeg modtaget af Katrine, Katrine er medhjælper. Vi tog i skøjtehallen, snakkede frem og tilbage, spiste et æble og sørgede for de små ikke kom til skade, kl. 15.30 kørte bussen hjem igen.

Det var så der jeg havde fri, men jeg blev og hjalp lidt til.
SFO'en lukkede og Katrine og jeg fulgtes til stationen, og der stopper filmen så - Mads har ikke klodserne til at spørge efter et tlf. nummer, og nu sidder jeg så og fortryder min egen mangel på handlekraft.

Så jeg har besluttet, at hvis jeg ser hende igen, så handler jeg.

Jeg kan kun opfordre dig til det samme, hellere fortryde tusinde ting sagt og gjort, end én usagt eller ugjort.