Et øjebliks alvor

Jeg har sagt det mange gange, men det er stadig vigtigt for mig at påpege hvornår jeg kommer med sure opstød, og hvornår jeg er mere alvorlig... Denne gang bliver det alvorligt og personligt, sikke noget.

Det kommer nok ikke som en overraskelse, at det handler om min rejse ind i romantikkens univers. Og det er heller ikke nogen hemmelighed, at min kæreste læser det her, hvilket gør det til et unikt rum for mig at skrive i. For jeg skriver til hende, og til alle andre. En middelvej mellem det private og offentlige skal findes. Det er jo ikke alt der skal udstilles.

Bloggen handler om mig, og jeg har efterhånden fået den nok ind under huden, til den fungerer som et godt selvransagende værktøj, jeg får gode ord på mig selv.

Jamen hvad vil du så skrive lidt om? Spørger jeg mig selv.
At give op. På en fuldkommen fantastisk måde, jeg er hundrede procent bevidst om hvornår den sidste barriere er brudt ned. Det kræver blot jeg får sat ord på følelser der allerede er der. Det er ulempen ved at være typen der har en frygt for at give sig hen til andre: Det kræver også meget af mig, selvom jeg gerne vil.

Men jeg ved det kommer, det er der allerede... Og det er helt fantastisk.