Jeg går ud fra helvede er tomt og stille, vi er jo alle helgener.
Desuden tror jeg ikke på helvede, så på den måde giver sætningen ikke mening.
Jeg er træt af min sovepose og min luftmadras. Min ryg har efterhånden overbevist mig om, at man ikke kan bo på et gulv for evigt - hvor attraktivt det så end lyder. Og så savner jeg mit skrivebord og kontorstol ret absurd meget, og mit anlæg.
Det er som om hele min tankegang ændrer sig når jeg sidder i den stol... "inspireret" er et lorteord, for inspirationen kommer ikke derfra, men den fungerer måske som en katalysator, hvad ved jeg...
Om cirka fjorten dage, kan jeg tænde mine stearinlys, sætte en LP på, ligge mig på min seng og kigge op i loftet. Og måske vil verdenen vende sig foran mig, og jeg vil forstå alting på en ny måde! Det er tiltalende at tænke på det som en magisk forløsning, jeg ved ikke om jeg narrer mig selv. Måske.
I sidste ende mangler jeg bare et pusterum, en mulighed for at slappe af. Det er sådan en situation hvor jeg måske ville være taget ud til min mor, og være faldet i søvn på hendes sofa. Indtil videre nøjes jeg med instantkaffe og melankoli.
Der sker meget for tiden.
Måske endda for meget.
Jeg elsker det.
0 kommentarer:
Send en kommentar