Dybdecruiser til beatet

Hovedet nikker og beatet kører. Jeg vader rundt i lejligheden, et spil mellem ustegte bacontern og lektielæsning, har været sammen med min kæreste siden fredag eftermiddag. Når først jeg har åbnet mig, lukker jeg ikke igen... Så fik man lagt sig hjerte i en andens hænder igen, så kan man kun håbe hun passer på det.

Det er et ustoppeligt flow, og jeg ruller med... For bange for at miste, for opslugt til ikke at ville have mere. Pladderromantik - det er benzin på motoren, og ikke pladder. Følelsen er altoverskyggende. Nogle kalder den skræmmende, det ved jeg ikke, den er ustyrlig, som en omvendt fobi.

Det er en interessant observation, adskillelsen skaber bevidsthed, samværet skaber mening. Sagt med andre ord: Det er når jeg er væk fra hende, jeg forstår jeg vil være sammen med hende. Selvfølgelig håber jeg hun har det på samme måde.

Jeg kan ikke sætte ord på det, ikke gode ord. I sidste ende kan det koges ned til en enkelthed.

Jeg vil det her.