Med på tur

Så sidder man i Metroen, nattevagten kalder igen.

Antallet af arbejdsdage i forsvaret kan snart tælles på fingrene. Pengene kommer man vel til at savne, det er også det eneste.

Jeg hører Roxette. Jeg har skam også en indre popdreng, han lever bare i 90'erne. Tidligere forsøgte jeg at overføre et Ace Of Base album, men den gik ikke pga. nogle rettigheder (komisk nok fordi jeg rent faktisk havde betalt for albummet - Jeg har ikke hentet et ulovligt nummer siden gymnasiet). Jeg kan huske noget med kassettebånd og høj musik bag min søsters lukkede dør, det var ikke et andet liv, det var begyndelsen på dette. Jeg kan huske det, ikke føle det. Eller også er det omvendt, for jeg husker ingen konkrete situationer, men jeg mindes dem alligevel.

Ud forbi DR byens blå lort, om aftenen skulle store projektorer kaste noget op på siderne af den, jeg har set at de kørte, men intet var at spore på bygningen. Lidt ligesom kanalen selv: En fandens masse brægen men intet kreativt udkom. Public service my ass.

Ind i bus 33 fra Ørestad st. med retning på Søvang, en bustur jeg kommer til at savne. Ikke pga. ruten, der ellers bringer mig fra Ørestadens nybyggeri til Kongelundens grønne landskab, med TAMU centeret, stedet hvor en hasher kan lære at blive pedel. Og Røde Kors lejren på den gamle flyvestation, der er altid nydanskere i bussen, og samtalesprogene kan bringe en hele verden rundt, det er fantastisk. Men det er ikke det, det er mere fordi jeg generelt elsker at køre i bus, og for at det ikke skal være løgn, foretrækker jeg de offentlige busser - nok ikke 6A i myldretiden, men alligevel. Jeg ved ikke hvorfor, idéen om en fattigmands privatchauffør måske… Man kunne være idealistisk og sige, at det varmer hjertet at se et produkt af samfundsfællesskabet i aktion, men det ville være noget ævl. Det er altid nemt at søge en mening, sværere at finde den.

Roxette følger mig stadig på vej, vi er nået til den spanske version af "It Must Have Been Love"… De var åbenbart store dernede.

Holdepladsen ved Nøragersmindevej markerer at vi er halvvejs fremme, og jeg skifter fra Roxette til Neil Young - After the Gold Rush, bussen skifter også chauffør… Det er symbolisme for begyndere. Jeg sætter nummeret på repeat, melankolien er for god til at gå til spilde. Jeg griner for mig selv over tanken om, at jeg tager dette romantiske billede, med solnedgang og stråtage, vender det 180 grader og gennemknepper det, jeg vil meget hellere ville sidde i betonskoven og dunke pilsnere, end at nyde naturen, fuck dig Romantik, jeg er i naturen, følelsesmæssigt er jeg i byen. Ta' dén Friedrich. Jeg burde spille Chopin på elguitar, bare for symbolikkens skyld.

Børnene leger inde på flyvestationen… Det er trist vejret er så godt, de kunne jo risikere at blive vant til det... Jeg ved godt man ikke bare kan lukke alle ind, men det er jo små børn… Fuck mand! Fuck.

Forbi Forsvarets Efterretningstjeneste, et kæmpe område der altid ser tomt ud. Jeg gad godt vide hvad der foregår derinde. Der foregår sikkert ikke en skid, kun en masse mappedyr med ondt i alle andres røve end deres egne, måske er der brug for dem… hvad ved jeg… Mon de har en computerfil med mit navn? Eller dit? Engang jeg tog bussen hjem fra arbejde, steg en kvinde på der lignede en prostitueret umiskendeligt meget, og med uglet hår endda… Hvis FE har noget på mig, vil jeg også have noget på dem. Ta' dén system.

Og så er jeg fremme ved Pionergaarden. Bordtennis og Faxe Kondi venter mig.

Hav en skøn weekend.