Men som det ofte sker, er det i de yderste situationer jeg tvinger mig selv til at notere tankerne og følelserne.
Jeg tog hjem fra Roskilde Festival her i nat. Den hårdeste Roskilde Festival jeg har været på. Jeg har været på 7.
Vores lejr, Camp Mario, blev kåret til Camp Of The Day, desværre ikke Camp Of The Year, men der kommer vel en festival igen næste år. Alene det engagement det i en grad kræver at være en del af sådan en lejr, var nok til at slå flere ud. Egenlig er jeg taget hjem nu, fordi jeg skal på arbejde i morgen aften, men jeg det nu stadig taknemmelig.
Jeg er blevet en mere åben, handlekraftig person. Jeg er stadig hæmmet af stor mangel på handlekraft, men jeg lærer det. Dette resulterede i, at jeg den ene aften tilbragte lang tid med en pige. Jeg var bestemt interesseret i hende, og hun i mig. Da jeg så endelig kommer i situationen hvor jeg kan forsøge mig den symbolske (og følelsesmæssigt elektriske) handling at "stjæle et kys" som en gammel poet måske ville sige (I virkeligheden forsøger bajerkæften at gnave lidt i hvidvinstragten...) Ja, sandheden er sgu ikke så romantisk, eller hvad?!
Tilbage til historien.
Jeg ligger så hånden om nakken på pigen og glider mine fingre gennem hendes hår, hun kan lide det. Jeg drejer hendes hoved og forsøger at trække det tættere på, men mærker med det samme modstanden, hvilket får mig til at stoppe. Derefter følger snak om hvor sød jeg er, og nogle tårer, og til sidst den detalje, at hun har en kæreste et sted. Øv.
Is i maven er vel hvad man kalder det. Det eneste jeg kunne gøre var vel at sige, at jeg ikke vil ødelægge noget, men hun ved hvordan hun kan få fat på mig, hvis hun vil.
Skuffet, gu' fanden var jeg skuffet. Og ærgelig, hun er pisse sød, og køn.
I sidste ende må jeg forsøge at glæde mig ved tanken om, at hun jo gerne ville - dybest set. Men på den anden side... Hun ville jo for helvede godt. Det er ham hendes kæreste, flødebollen, ham stopklodsen der ødelægger min og hendes festival, når vi møder hinanden, og ikke kan nå hinanden, selvom vi begge rækker ud. For hun skal jo ikke gøre det, hvordan vil jeg nogensinde kunne respektere en pige, der kunne finde på at kaste sig over andre, fordi en "bedre" kommer forbi (for selvfølgelig er jeg bedre).
Det er det paradoksale - jeg vil have hende, men hvis jeg får hende, vil hun være en anden i mine øjne.
Hvad gør jeg så? Jeg skriver til hende. Jeg skriver et pisse hamrende godt brev. Hun skal sige til ham kæresten, at hun ikke gider ham mere, og så skal hun skrive til mig, at vi skal ud og se solnedgange, og holde i hånd, og gå ned af gaden og se pisse iriterrende ud for alle andre.
Det er ikke det der kommer til at ske. Men hvis jeg skriver det brev, så har jeg gjort mit for at der sker noget på et tidspunkt, måske ikke med hende, men med en.
Og nu vil jeg ligge mig til ro, jeg havde egenlig en anden historie jeg gerne ville fortælle, og det er en god historie, men nu ligger jeg og ser hende for mig, det gør mig glad, så det vil jeg ikke ændre.
Jeg vil ligge her og tænke på, at selvom jeg aldrig kyssede hende, var det stadig hende og mig i et par timer.
Godnat.
0 kommentarer:
Send en kommentar